Forleden kiggede min læge storsmilende på mig og meddelte:

»Nu skal vi ikke ses igen, før baby er ude.«

Den slags meldinger burde kalde smilet frem. Men jeg begyndte at græde.

Jeg har virkelig været glad for at gå til kontrol hos min læge og få tjekket, at alt er o.k. under graviditeten – både med baby og med mig.

Heldigvis skal jeg fortsat gå til ekstra kontroller hos en fødselslæge på Rigshospitalet.

Med scanneren tager hun hver fjerde uge et kig ind bag mit svulmende maveskind og måler både baby, moderkage, hjerterytme, blodtilstrømning og alt muligt andet.

Fra hende ved jeg, at min moderkage fungerer upåklageligt, faktisk fungerer den så godt, at min baby er i kategorien ‘en ordentlig kleppert’... eller det var selvfølgelig ikke de ord, lægen brugte.

Et vågent øje

Nogle gravide føler, at ekstra lægebesøg sygeliggør noget så naturligt som deres graviditet.

Men jeg oplever det som en stor lettelse, at der er nogen, der ved meget mere end mig, som holder et ekstra vågent øje med min lille mirakel-baby, som jeg har kæmpet så længe for.

Jeg føler, at vi – lægen og jeg – nu kæmper sammen. Og at der bliver passet ekstra godt på både mig og den lille.

I sidste uge, da jeg var hos lægen på Rigshospitalet, blev jeg så glad, da hun sagde, at hun havde læst bagud i min journal. For noget, en anden læge havde skrevet, havde undret hende.

Tænk, at man kan blive taknemmelig for, at en læge sætter sig ind i ens journal ...

Det burde vel egentlig være deres job. Men sådan er virkeligheden jo ikke altid – og lægernes arbejdstid slet ikke.

I de tre et halvt år jeg har været i fertilitetsbehandling, har jeg gang på gang måttet minde diverse læger om, hvad de – selv – havde sagt til mig om deres behandlingsstrategi. Og det har været både på en offentlig og et par private fertilitetsklinikker.

Jeg har alt for ofte haft en fornemmelse af, at de ikke engang tog sig tid til at læse det seneste notat i min patientjournal. Og jeg har talt med alt for mange andre, der har oplevet det samme.

Det er under al kritik, at man som patient i en behandling, der er psykisk drænende (og ofte efterlader én med flosset sjæl og følelser, der er svære at rumme), skal have overskud til at huske lægerne på, hvad de selv har sagt er den bedste vej frem.

Ikke sygeliggjort

Det kræver immervæk psykisk overskud at insistere på, at ens læge gør det, vedkommende har sagt, at han ville. Eller at insistere på, at han i det mindste lige sætter sig ind i, hvilken plan hans kollegaer har lagt for den fortsatte behandling.

Ofte har jeg ikke haft det overskud og har bare ladet dem gøre et eller andet. Det lyder helt skørt, kan jeg godt se – NU.

Gentagne gange har jeg ligget med benene i stigbøjlerne og lænet ind over mit skræv haft en læge, der stillede de samme spørgsmål, som jeg havde besvaret for to dage, to uger eller to måneder siden.

Men sådan har det slet ikke været, efter jeg er blevet gravid. Her har jeg oplevet, at både min praktiserende læge og fødselslægen har haft helt styr på, hvad vi talte om, sidst vi sås – og gangen før det igen.

Jeg er lykkelig for, at jeg endelig blev gravid.

Jeg er lykkelig for, at min graviditet er forløbet så godt, at mine besøg hos lægen på Rigshospitalet indtil videre ikke har givet anledning til bekymring eller en følelse af at blive sygeliggjort.