Nazityskland ville bygge ubåde i den gigantiske bunker ved Bremen. Arbejdet blev udført af tvangsarbejdere under umenneskelige vilkår og kostede 1.600 menneskeliv – og der kom aldrig en ubåd ud af bygningen.
En gråsort betonklods tårner sig op foran os efter en kort spadseretur fra stoppestedet, hvor bus nr. 90 har sat os af i Farge nordvest for Bremen. Det er Bunker Valentin, der blev opført af tvangsarbejdere i slutningen af Anden Verdenskrig og kostede mindst 1.600 menneskeliv. Her skulle Nazitysklands ubådsdrøm realiseres – en drøm om at udskibe en færdig ubåd hver 56. time og sætte dem ind mod de allierede.
Denne betonklods af en bunker, hvis sider nu er delvist dækkede af klatreplanter, er omkring 420 meter lang, og bredden varierer fra 67 til 97 meter. Den dækker et areal på størrelse med seks fodboldbaner. Højden når 33 meter, og taget er 4,6-7 meter tykt. Man føler sig meget lille, når man skridter hen ad stien fra det omgivende trådhegn til indgangen.
I november 2015 blev Bunker Valentin åbnet for offentligheden, efter at det var blevet besluttet at bevare den for eftertiden som et mindesmærke over de grusomheder, der blev begået i forbindelse med opførelsen.
Indtil august 2016 har der været 22.000 besøgende, hvilket både glæder og overvælder dr. Marcus Meyer. Han er videnskabelig leder af projektet og dermed ansvarlig for indsamling af information, dokumentation og opbygning af udstillingen, der skal fortælle eftertiden om et af Nazi-Tysklands største militære projekter, der skulle realiseres i årene 1943-45.
»Hvis folk har flere spørgsmål efter besøget end før, har vi gjort et godt stykke arbejde,« mener dr. Marcus Meyer, der har brugt fem år på at få dokumentationscentret gjort klar.
Og han og hans stab har gjort et godt stykke arbejde, for tanker og spørgsmål myldrer rundt i hovedet efter halvanden times rundvisning ude og inde. Spørgsmål, som man aldrig får svar på, fordi de ansvarlige er døde.
F.eks. hvorfor nazistyret ville bruge så mange ressourcer på at bygge ubåde så sent i krigsforløbet, da det stod ret klart, at Tyskland ikke kunne vinde? Var det et forsøg på at bilde omverdenen ind, at Tyskland stadig havde styrke? Ville man med opførelsen af Europas næststørste bunker – Marinens største rustningsprojekt – demonstrere tysk ingeniørkunst på verdensplan?
Enormt bygningsværk
Man kommer ikke til Bunker Valentin ved et tilfælde. Man kommer, fordi man vil.
Bunker Valentin ligger i landsbyen Farge ved floden Weser ca. 30 km nordvest for Bremen. Man kan køre selv eller vælge offentlig transport med tog fra Bremen, ca. 45 minutter, og det sidste stykke med bus nr. 90. Alene det fortæller noget om interessen for at besøge dette enorme bygningsværk.
Udstillingen inden døre rummer plancher, foto og beskrivelser af ubådsprojektet, der betegnes som et enestående ingeniørarbejde. Planen var, at enkeltdele til ubådene, bygget på skibsværfter i Bremen, Hamborg og Danzig, skulle transporteres til Bunker Valentin og samles der. Hver 56. time skulle en færdig ubåd glide gennem en underjordisk kanal ud i Weser og videre ud til kysten 40 km væk.
Det paradoksale var, at krigen sluttede, inden den første ubåd var samlet, og inden bunkerbyggeriet var helt færdigt. Det skulle udefra have lignet et romersk tempel med søjler.
Fotos som dokumentation
Bunkeren er delt op i haller og sektioner, som havde hver deres funktion, og følger man rundgangen, kommer man forbi 25 infotavler, der fortæller om det sted, man passerer, og 980 foto taget i sommeren 1944 taler deres tydelige sprog om ufattelig grusomhed og ufattelige lidelser.
De er taget af tyskerne – ikke som propaganda, men som dokumentation.
Mest gribende på rundgangen udenfor er en række plancher med foto og udsagn fra flere af de overlevende.
Ca. 8.000 tvangsarbejdere – ikke kun jøder, men også almindelige fanger og politiske modstandere – samt omkring 2.000 tyske ingeniører, medlemmer af partiet og vagter udgjorde den daglige arbejdsstab, der skabte dette gigantiske bygningsværk. Der er sat navn på ca. 1.400 døde tvangsarbejdere fra hele Europa plus et antal unavngivne arbejdere, så der har været mindst 1.600 ofre.
Der var også ca. 500 kvinder i lejren, men dem er der ingen liste over. Ingen ved, hvor de har befundet sig.
Bolig i olietank
Én million ton grus og sand, 132.000 ton cement og 20.000 ton stål slæbte disse arbejdere sammen. Mange af dem var så udhungrede, at de vejede under 50 kg, altså mindre end vægten af de 50 kg-sække, de skulle bære på ryggen. Og kunne de ikke klare det, blev de sendt i KZ-lejr, hvis de da ikke døde forinden og endte i en af de massegrave, der senere blev fundet.
Omkring bunkeren var der i 1944 syv lejre for de fanger, der var udtaget til arbejdet. De boede under usle forhold – nogle af dem i olietanke under jorden, hvortil der kun var adgang via en stige, og føden, de fik, kunne knap nok holde dem i live.
Der er intet tilbage af disse lejre. De blev ødelagt umiddelbart efter krigen.
RAF bombede bunkeren i marts 1945, men takket være tykkelsen af tag og mure udrettede kun to af bomberne alvorlig skade.
Vandring til kz-lejr
Det lykkedes dog ikke at reparere hullerne. Derfor blev bunkeren og området rømmet. De fleste fanger blev sendt på en femdages march til KZ-lejren Neuengamme ved Hamborg; andre måtte tage turen til fods til KZ-lejren Bergen-Belsen nord for Hannover. En del af fangerne blev sendt videre til tre skibe, som skulle bringe dem ud i friheden, men to af skibene blev ulykkeligvis bombet af englænderne, som ikke vidste, at der var fanger ombord. 6.400 mennesker omkom.
Da de allierede nåede frem til Bunker Valentin, vidnede intet om de grufulde hændelser, der havde fundet sted.
Alt er nu dækket af skov
Efter krigen brugte englænderne en overgang bunkeren til at teste deres bombers træfsikkerhed. Der var planer om at sprænge det hele i luften, men dette blev opgivet af frygt for, at trykbølger ville beskadige landsbyen og det nærliggende kraftværk.
Planer om at omdanne hele området til en rekreativ park og dække bunkeren med jord, så den kunne fremstå som en stor bakke, blev også opgivet – af økonomiske grunde.
I stedet omdannedes den lille bugt i Weser, hvor ubådene skulle have været sendt ud fra, til badestrand og blev et populært udflugtsmål. Der taltes endog om at bygge en restaurant på toppen af bunkeren. På postkort blev bunkeren beskrevet som et teknologisk mesterværk og ikke som et sted, hvor langvarige og grufulde forbrydelser fandt sted. I 1953 beskrev Bremens avis således Bunker Valentin som ’verdens ottende vidunder’.
Andre planer gik på at udnytte betonskallen til en atomreaktor.
I 1960 blev området overtaget af det tyske militær og brugt som depot. Dog kunne kun halvdelen anvendes til dette formål, eftersom hullerne i taget ikke var blevet reparerede, så denne del blev hurtigt hjemsted for fugle og flagermus. I 1978 blev der derfor bygget en mur mellem de to dele.
Senere var der flere aktiviteter i og omkring bunkeren, bl.a. en teaterforestiling bygget over Karl Kraus’ antikrigsdrama ’Menneskehedens sidste dag’. Publikum blev kørt og sejlet fra Bremen og i skæret af lommelygter ledt til de steder i bunkeren, hvor scenerne udspilledes.
I 1983 blev det endeligt besluttet, at bunkerens dystre historie aldrig måtte blive glemt.
»Det handler ikke så meget om at vise et teknisk museum og ubådsbyggeri som om at visualisere det slavearbejde, som borgere fra lande i Europa blev tvunget til at udføre,« fastslår Marcus Meyer.
Det er lykkedes.
Rejseliv var inviteret af Bremer Touristik-Zentrale.
