»Bedrageri,« »kontraktbrud,« og »brud på den underforståede pagt om god tro og fair handel.«

Det er bare et par af punkterne i et længere sagsanlæg, som den skotske filmproducer og skuespiller Gerard Butler indleverede ved Los Angeles Superior Court i fredags. Det skriver flere udenlandske medier.

Actionfilmen 'Olympus Has Fallen' fra 2013 har nemlig efterladt Gerard Butler med lidt af et hul i regnskabet.

I hvert fald hævder han i sagsanlægget, at producenterne bag filmen skylder ham mindst 13,6 millioner kroner i kompensation for filmens overskud.

Og det har fået den 51-årige skuespiller til at sagsøge filmproducenterne Nu Image og Millennium Films.

I sagsanlægget påstår Gerard Butler, at producenterne har undervurderet værdien af inden- og udenlandske kvitteringer med titusinder af dollar, og at producenterne har undladt en post på 10,9 millioner dollar i budgettet.

Filmen, der havde et produktionsbudget på en halv milliard danske kroner, blev et biografhit og indbragte i omegnen af en milliard danske kroner.

Og det er altså det overskud, som Gerard Butler ikke mener at have fået tilstrækkelig del i.

Ifølge den kontrakt, han i tidernes morgen indgik med filmens producenter, stod han nemlig til at få ti procent af filmens nettooverskud – og de penge har han, efter eget udsagn, ikke set tikke ind på kontoen.

»Det ser ud til, at producenternes fremgangsmåde er at skjule overskuddet fra 'Olympus' for at beholde det for sig selv,« skriver skuespillerens advokater i sagsanlægget.

I filmen, der har fået to efterfølgere, 'London Has Fallen' og 'Angel Has Fallen', spiller Gerard Butler en secret serviceagent, der skal redde præsidenten, da terrorister overtager Det Hvide Hus.