Klip. Klip. Klip.

TV 2-muldvarpen Amira Smajic har de senere år lavet så mange unoder i trafikken, at hendes kørekort er blevet klippet næsten lige så grundigt, som en frisør ville gøre det.

Og nu er hun i overhængende risiko for at miste det efter en betinget frakendelse af kørekortet, viser B.T.s research.

Sidste år nåede hovedpersonen i dokumentarserien 'Den sorte svane' nemlig op på sit tredje klip i kørekortet.

Derfor var reaktionen fra Københavns Byret da også helt utvetydig: næste gang ryger kørekortet helt, hvis du i en prøvetid på tre år igen bliver taget i alvorligt at bryde spillereglerne i trafikken.

Ved retssagen i april sidste år erkendte Amira Smajic sig uden forbehold skyldig i de to anklagepunkter om overtrædelse af færdselsloven, som anklageren fra Københavns Politi forelagde for retten.

Det handlede for det første om, at hun 19. januar 2021 om eftermiddagen havde kørt for stærkt i en Audi A5 Sportback på Vigerslev Allé i København. 

Her blev den kontroversielle erhvervsjurist målt til at køre med mindst 66 km/t, selvom hastighedsgrænsen på stedet var 50 km/t.

Altså en overskridelse på mere end 30 procent af den tilladte hastighed på stedet.

Og for det andet kunne Amira Smajic erkende, at hun 16. november 2020 i morgentrafikken på H.C. Andersens Boulevard i København havde talt i håndholdt mobiltelefon, mens hun kørte i en BMW X1.

Det kom til at koste hende et klip i kørekortet.

Udover den betingede frakendelse af kørekortet, nåede retten også frem til, at hun skulle idømmes en bøde på 2.000 kroner med en forvandlingsstraf på fængsel i seks dage, hvis den bøden ikke blev betalt.

Dommeren oplyste, at han ved strafudmålingen havde lagt vægt på hastighedheden ved fartoverskridelsen og ved bødens fastsættelse tog hensyn til sagens lange sagsbehandlingstid og Amira Smajics indkomst.

Den nu 36-årige erhvervsjurist havde ved domsafsigelsen to tidligere domme for færdselsforseelser.

En bøde fra 2016 på 4.000 kroner fra Midt- og Vestsjællands Politi, der også udløste en betinget frakendelse af kørekortet med en prøvetid på tre år.

Samt en dom fra Københavns Byret fra 2017 på 9.500 kroner med en forvandlingsstraf på 10 dages fængsel.

Og som tidligere afsløret af B.T., så er Amira Smajic jo også aktuelt tiltalt i en langstrakt straffesag ved byretten i Odense, der efter planen skal fortsætte til efteråret. 

Den omfattende sag drejer sig blandt andet om millionsvindel – et forhold som Amira Smajic allerede har erkendt i en indenretlig afhøring. 

Her forklarede hun blandt andet, at hun brugte pengene til drypvist at betale en rockergæld.

Flere af de andre forhold i den aktuelle tiltale drejer sig også om svindel for pengebeløb, der dog ikke er i millionklassen. Her har hun erkendt sig skyldig i flere af dem, men også nægtet sig skyldig i nogle af de øvrige.

Hendes advokat, Carlo Siebert, har oplyst til B.T., at han hans klient ikke har nogen kommentarer.