Det skulle være et endegyldigt farvel til hendes kriminelle fortid, da Amira Smajic i TV 2-dokumentaren 'Den sorte svane' lagde alle kort på bordet og gik undercover på et kontor i København.

Mediets journalister fik endda adgang til juristens egne arkiver, computer, telefon, tidligere harddiske og mere for at undersøge deres kilde og hendes kriminelle baggrund.

Men det er som om, at muldvarpen 'lige glemte' at nævne en enkelt ting over for Mads Brügger og resten af holdet bag.

Nemlig at hun under de skjulte optagelser samtidig var tiltalt i en alvorlig sag om blandt andet millionsvindel.

Det viser en retsbog, som B.T. har fået adgang til.

Her fremgår det, at det seneste anklageskrift, der indeholder ti tiltaler, er dateret til 7. juni 2022.  Det første anklageskrift i sagen er dateret helt tilbage til juni 2020.

Ser man så på denne tidslinje fra TV 2,  står det sort på hvidt, at Amira Smajics 'undercover-kontor' åbnede i juni 2022, og at de første optagelser i marken blev foretaget et par måneder forinden.

Men på intet tidspunkt fremgår det i den fem episoder lange dokumentarserie, at Amira Smajic under optagelserne er tiltalt i en sag, der – hvis hun kendes skyldig – kan koste hende flere års fængsel.

Ved du noget om sagen? Så vil vi meget gerne høre fra dig. Skriv en mail til sebj@bt.dk.

Sagen er endnu ikke afsluttet, men i skrivende stund er TV 2's muldvarp altså tiltalt for i alt ti forhold.

I retsbogen får man indsigt i Amira Smajics egen forklaring – afgivet 11. januar 2024 i Retten i Odense – og her anerkender hun blandt andet et forhold, hvor hun er tiltalt for at have svindlet for lidt over 1,2 millioner kroner. 

Ifølge hendes egen forklaring skulle hun hjælpe Det Islamiske Trossamfund af Bosniakker i Danmark med at oprette en bankkonto, men i stedet oplyste hun sit eget kontonummer.

Derved endte trossamfundet og dets støtter med at overføre i alt 1.243.158 kroner til hende.

Amira Smajic forklarede selv i retten, at hun brugte pengene til drypvist at betale en rockergæld. Det skete ved, at rockerne sendte falske fakturaer fra forskellige byggefirmaer, som Amira Smajic så betalte.

Flere af de andre forhold i tiltalen drejer sig også om svindel for pengebeløb, der dog ikke er millionklassen. 

Blandt de ti forhold erkender Amira Smajic sig skyldig i flere af dem, ligesom hun også nægter sig skyldig i en række af dem. 

Amira Smajics advokat, Carlo Siebert, oplyser til B.T., at hans klient ikke har mulighed for at kommentere sagen, og at hun heller ikke har mulighed for at deltage i et interview. Carlo Siebert repræsenterer Amira Smajic i forbindelse med TV 2's dokumentar, men ikke under ovenstående sag.

B.T. har også spurgt TV 2, om man kendte til den verserende sag, da de installerede Amira Smajic i hendes kontor og påbegyndte de skjulte optagelser.

Det har TV 2 ikke ønsket at svare på.

I en liveblog, hvor læserne kunne stille spørgsmål til dokumentarens tilrettelægger, har TV 2 dog tidligere svaret, at man ikke kendte til sagen med de over 1,2 milloner kroner. 

Det er ikke det første tilfælde, hvor det efter dokumentaren er kommet frem, at TV 2 ikke har oplyst eller kendt til hele omfanget af Amira Smajics kriminelle liv.

I mandags kunne B.T. således afsløre, at muldvarpen kort før optagelserne blev dømt for en overtrædelse af straffeloven.

Den dom blev afsagt 1. februar 2022, og hun har ifølge dommen gjort sig skyldig i at have udvist 'grov skødesløshed' i forbindelse med sit job som erhvervsjurist, da hun fjernede to ringbind med fortrolig retsdokumenter fra sin arbejdsplads og lod dem ligge frit tilgængeligt på adressen på Sandkaj 21 i København.

Dommen lød på 10 dagbøder af 1000 kroner.

Andre læser også