Foran Allerslev skole i Lejre samlede 9. klassen sig. Humøret var højt, tøjet nøje udvalgt, og alle var klar til at markere folkeskolens afslutning med et brag af en gallafest.
Et par hundrede meter derfra stod en 16-årig dreng og betragtede det hele på afstand. Alene i mørket så han eleverne ankomme, og han blev stående, til festen var forbi.
Drengen hedder Filip Nielsen, og de unge mennesker, han for fem år siden holdt øje med, var hans klassekammerater.
»Det var røvsygt. Men på den måde følte jeg, at jeg var der, uden at være der fysisk,« fortæller Filip Nielsen.
Et halvt år forinden var han blevet alvorligt syg, men et løfte til sin mor fik ham til at kæmpe mod sygdommen.
Inden vi kommer til løftet, starter vi lige ved begyndelsen. Det hele begyndte med tanker i Filip Nielsens hoved, som han ikke kunne identificere sig med.
Tankerne blev ved med at kredse om, at hans daværende kæreste var ham utro med hans bedste ven. Hvis kæresten og vennen snittede hinanden på gangen, blev det oppe i Filip Nielsens hoved til, at de var sammen.
Tankerne kom til at fylde mere og mere, og til sidst troede han, at hele skolen spillede skuespil for ham med det ene formål at dække over kærestens og vennens affære.
»Man føler en magtesløshed. Det er som at blive hjernevasket. Til sidst tror man jo nærmest på de tanker, der ikke er ens egne.«
De mærkelige tanker blev udløst af en kombination af flere ting. Filip Nielsen har fra barnsben haft en snert af tourettes og autistiske træk. Siden han overværede sin storebrors afgangsprøve i 9. klasse, har han frygtet eksaminerne. Da han startede i 9. klasse, handlede det ikke om andet, og han lagde - allerede inden afgangsprøverne stod for døren - et stort pres på sig selv.
I takt med at tankerne tog over, blev hverdagen sværere. Filip kunne sove 15-20 timer om dagen, han kunne ikke overskue at spise, han kunne ikke overskue at se mennesker. Nogle dage var det en sejr bare at komme fra hans værelse og ind i stuen til forældrene.
»Til sidst havde jeg lyst til at begå selvmord. Du har ikke gjort verden noget, og lige pludselig kan du ikke være sammen med dine venner. Du kan ikke gå i skole, og når du endelig er i skole, er du ikke en del af det mere. De eneste, du kan snakke med, er dem over computeren. Jeg har aldrig følt mig så ensom.«
Men han lovede sin mor, at han ikke ville tage sit eget liv. Derfor var der ikke andre muligheder end at kæmpe.
En kamp, der tog rigtig fat, da diagnosen blev stillet: paranoid skizofreni. Ifølge Psykiatrifonden lever cirka 40.000 danskere med skizofreni, som dækker over flere forskellige former for skizofreni.
»Jeg vidste faktisk ikke, hvad sygdommen var, da jeg fik den. Jeg gik så hjem og søgte på den og fandt ud af, at det er en pænt alvorlig sygdom.«
Men nu var der noget håndgribeligt for Filip Nielsen at kæmpe imod. Et navn, en viden om sygdommen og et behandlingsforløb, der passede til ham.
Sideløbende med behandlingen skulle han indhente det tabte i skolen. Alle klassekammerater havde afsluttet 9. klasse og var enten startet på en erhvervsuddannelse eller i gymnasiet. Filip Nielsen begyndte med at tage matematik fire timer om ugen. Det tog et år at færdiggøre ét fag.
»På de fire timer tror jeg, at jeg brugte lige så meget energi, som en gymnasieelev bruger på en hel uge.«
Efter matematik begyndte han på dansk. Gradvist fik han det bedre, han afsluttede 9. klasse, og nu drømmer han om en uddannelse som lastbilchauffør, og at han kan hjælpe andre unge i samme situation.
Selvom han er kommet langt, er han er ikke rask endnu, og han kan stadig blive tynget af sygdommen, når han til tider mærker, at han har svært ved at tage initiativ til aktiviteter eller ikke kan overskue hverdagen.
De fleste dage er han dog, som han selv beskriver det, 'ligesom alle andre unge mennesker'. Han passer sit arbejde i Bygma, ses med sine venner, spiller computer og roder med biler.
»Når man sidder og snakker med nogle, og de fortæller om sjove ting, de lavede i deres ungdom, kan jeg jo ikke fortælle en skid. Jeg sad bare inde på mit værelse og spillede computer. Jeg har mistet mit ungdomsliv, men samtidig har jeg også fået den bedste uddannelse - det at komme tilbage til livet.«
Han har gennem sit sygdomsforløb lært utrolig meget om sig selv, så han ved, hvornår han skal sige til og fra.
Udover det indgående kendskab til sig selv ser han langt mere positivt på livet i dag. Han nyder at tage på arbejde, han nyder at gå en tur ned ad hovedgaden i Roskilde, og han nyder at gå ud at handle. Fordi han har prøvet, hvordan det er at være spærret inde på sit værelse.
