Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Pizza er en af de mest udbredte retter over hele verden. I København er pizzabagning dog taget til et helt andet niveau.

Fire af byens pizzeriaer er netop blevet kåret til at være blandt Europas bedste.

Bag hæderen står 50 Top Pizza, der hvert år kårer de bedste pizza-restauranter verden over.

Særligt Restaurant Bæst roses til skyerne. Pizzeriaet er nu kåret til at være Europas fjerdebedste.

Bæst-ejer Christian F. Puglisi er beæret over den flotte placering til spisestedet i Guldbergsgade på Nørrebro.

»Det er fantastisk, at der ude i verden er så stor anerkendelse for det, vi laver. Vi er meget glade og stolte,« siger han til B.T.

Det er ikke første gang, at pizzaerne fra Bæst høster stor international anerkendelse.

I 2017 blev pizzeriaet kåret til verdens ottendebedste af den engelske avis The Guardian.

»Vi har flere gange ligget i top-10. Men en fjerdeplads er det højeste. Det giver en masse opmærksomhed. Langt over halvdelen af vores gæster er fra udlandet,« siger Christian F. Puglisi.

Det er særligt fokus på bæredygtighed, som får Bæst til at skille sig ud fra resten af feltet.

Restauranten er den eneste af sin slags, der er økologisk certificeret.

Blandt andet laver Bæst selv al deres mozzarella og ost fra bunden med lokal mælk.

Køkkenpersonalet har travlt på Bæst, der netop har fået en flot placering på listen over Europas bedste pizzeriaer.
Køkkenpersonalet har travlt på Bæst, der netop har fået en flot placering på listen over Europas bedste pizzeriaer. Foto: Niels Ahlmann Olesen
Vis mere

»Vi har været i stand til at gøre noget i København, man ikke gør andre steder. Vi prøver at skabe en gastronomisk oplevelse, hvor pizzaen er en integreret del af en større menu med flere retter og små stykker i stedet for én stor fed pizza,« siger Christian F. Puglisi.

Bæst er ikke den eneste danske pizza-restaurant, der har fået en placering på listen fra 50 Top Pizza.

På plads nummer 15 er Pizzeria Luca, der har restauranter på Østerbro, Gammel Strand og i Lyngby.

På plads 24 finder man Surt, der ligger i Carlsberg Byen på grænsen mellem Valby og Vesterbro.

Yderligere ligger Pizzeria Mamemi på Vesterbro som nummer 50.

Hvis man vil smage den bedste pizza I Europa, skal man ifølge folkene bag listen, rejse til Paris og besøge Peppe Pizzeria.

Trods den flotte hæder forholder Christian F. Puglisi sig beskedent til sin fjerdeplads.

»Man skal huske, at de her lister er meget tilfældige. Man skal derfor passe på med at prøve at kloge sig for meget i det. Ellers kan man blive lidt skør,« siger han.