2.068 dage eller mere end fem år.

Sådan lød liggetiden på en af landets største og mest markante ejendomme – den gamle søfartsskole Kogtved ved vandet i Svendborg – som indtil for nylig var udbudt til salg for svimlende 49.475.000 kroner.

Men ikke længere. For nylig forsvandt salgsopstillingen fra ejendomsmægleren Bernd Mittelsdorfs hjemmeside nemlig, og dermed kunne der altså sættes endelig punktum i et langt salg.

Det skriver boligvisningssitet Boliga.dk.

Køberen af den mere end 1.800 kvadratmeter store ejendom, der ligger på en 20.334 kvadratmeter grund ned til sundet på Sydfyn, er boligselskabet Humlebo Gruppen, der primært udlejer boliger i Odense.

Det er dog godt og vel et år siden, at de først bød på den historiske ejendom, der siden 1943 har fungeret som maritimt uddannelsessted, indtil skolen lukkede i 2008, men det er først nu, at handlen er gået endeligt igennem.

Det fortæller bestyrelsesformand for Humlebo Gruppen Carsten Rasmussen til Boliga.dk:

»Det har taget tid at få byggetilladelser og lokalplaner på plads, men det er endelig lykkedes, så nu er det officielt,« siger han.

»Planen er at bygge i underkanten af 50 seniorlejligheder i og omkring ejendommen, mens vi stadig bevarer den smukke, karakteristiske hovedbygning, hvor stueplanet og terrassen bliver et fællesområde for beboerne med plads til blandt andet en lille cafe.

Byggeriet er planlagt til at gå i gang i sommeren 2021 og kommer til at tage omkring 14 måneder, hvis alt går efter planen.

Hvad med prisen?

I maj 2015, da Kogtved Søfartsskole stadig var dugfrisk på markedet, lød udbudsprisen på 52,5 millioner kroner, hvilket placerede den solidt i toppen på det danske boligmarked.

Et par år efter – i 2017 – blev prisen justeret ned med 3.025.000 kroner til de lige knap 49,5 millioner kroner, som også var prisen, der stod på salgsopstillingen, da handlen blev indgået.

Men spørgsmålet er, hvad hammerslaget for søfartsskolen, den store grund og tilhørende bådebro med plads til 18-20 både, endte på. Og det er ikke noget, Carsten Rasmussen fra Humlebo Gruppen umiddelbart har en kommentar til, men en ting er sikkert: Det har bestemt ikke været gratis.

Hvis salgsprisen ender i nærheden af udbudsprisen, bliver det ifølge Boliga.dk én ud af to kæmpestore handler på Fyn i år.

I april købte Lego-arvingen Thomas Kirk Kristiansen nemlig Skovsbo Gods på det nordøstlige Fyn, hvor han gav næsten 80 millioner kroner for den 450 år gamle herregård med 900 kvadratmeter bolig.

Se landets dyreste boliger her.