Står du lige og har 132 millioner på kontoen?

Så kan det være, du skal investere i Næstved Bycenter på Gammel Holstedvej, der er sat til salg.

Det skriver Sjællandske Medier.

Til salg-skiltet er sat på samtidig med, at der åbner et nyt shoppingcenter, Næstved Retail Park, længere oppe ad Køgevej.

»Det er klart, at casen har ændret sig nu, hvor Innovater også bygger nyt. Men vi har en klar forventning om, at vi får det solgt, da ejendommen ligger i et meget eftertragtet område af byen og har stærke brands som nærmeste naboer – og en solid kundestrøm hele ugen«, siger erhvervsmægler i EDC Michael Kristiansen, der har dialog med flere udenlandske investorer om et køb af Næstved Bycenter.

I Næstved Bycenter kan man blandt andet finde butikker som Harald Nyborg, Jem & Fix, Jysk og Ønskebarn.

Ifølge Sjællandske Medier er der forlydender om, at flere af disse store brands dog pønser på at rykke over i det nye Næstved Retail Park shoppingcenter.

Michael Kristiansen har også hørt de forlydender, men har svært ved at forholde sig til dem. Han henviser til, at ingen af butikkerne har opsagt deres lejemål indtil videre.

Bytorvet blev bygget i 2000 og er på 9.000 kvadratmeter.

Den årlige lejeindtægt er på 8,5 millioner kroner.