Det var Hugo Helmigs egen mor der natten til lørdag ringede til politiet, fordi hendes søn var ude af kontrol på kokain.

Det fremgår af døgnrapporten fra Østjyllands Politi, som B.T. har fået aktindsigt i.

Natten til lørdag 9. marts klokken 04:51 modtog Østjyllands Politi et alarmopkald fra en dybt bekymret mor.

Opkaldet blev foretaget af Renée Toft Simonsen, der er psykolog og forfatter.

Renee Toft Simonsen er gift med Thomas Helmig.
Renee Toft Simonsen er gift med Thomas Helmig. Foto: Martin Ballund
Vis mere

Hun er gift med popsangeren Thomas Helmig. Sammen har de sønnen Hugo Helmig, der er fulgt i sin fars fodspor.

I 2017 debuterede Hugo Helmig med singlen 'Please Don't Lie'. Sangen blev den mest spillede sang i radioen det år og første marts i år udkom hans debutalbum 'Juvenile'.

Men natten til lørdag viste den 20-årige popsanger en anden og mere bekymrende side, der fik Renée Toft Simonsen til at træffe det svære valg, at ringe efter politiet.

'Anmelderen oplyste, at hendes søn løb rundt ude på gaden i psykotisk tilstand,' hedder det i en anmærkning til døgnrapporten.

Renee Toft Simonsen, dansk forfatter, psykolog og tidligere fotomodel.
Renee Toft Simonsen, dansk forfatter, psykolog og tidligere fotomodel. Foto: Morten Germund
Vis mere

Hugo Helmig blev anholdt ved forældrens adresse i Bülowsgade i Århus Midtby.

Han flyttede i oktober til sin egen lejlighed, der ligger få gader fra forældrenes.

Anholdelsen førte til, at Hugo Helmig måtte overnatte i detentionen.

Efterfølgende fortalte Hugo Helmigs manager til Ekstra Bladet, at Hugo Helmig de sidste to måneder har været i behandling for et kokainmisbrug.

Den psykotiske episode i Bülowsgade indfandt sig, fordi popstjernen var faldet i og havde taget kokain igen.

»Kokain er et farligt stof. Det er der ingen, der kan tåle, og det kan Hugo heller ikke. Han bliver underlig af det. Han bliver trist, og han bliver sur, når han gør det. Det var det, der skete i går, og derfor skulle han have hjælp, og det fik han af politiet, som tog ham med,« sagde Jakob Sørensen til Ekstra Bladet.

Østjyllands Politi har valgt ikke at oprette en sag på episoden, hvilket betyder at Hugo Helmig slipper for en bøde.

I Politiets system er sagen oprettet som en sag om 'udsatte og svage persongrupper'.

Ifølge psykiater og misbrugsekspert Henrik Rindom er psykoser meget udbredte blandt misbrugere af kokain.

»Kokain er det stof, man bliver aller mest psykotisk af. Hvor meget der skal til afhænger af, hvor psykose-nær man er. Nogle bliver psykotiske efter at have kørt på i en hel weekend, men for andre skal der mindre til,« fortæller Henrik Rindom.

Han ønsker ikke at udtale sig om den konkrete sag om Hugo Helmig.

Ifølge Henrik Rindom er det en god idé at ringe til politiet, hvis man oplever personer med en kokainpsykose.

»Man kan spørge dem, om der er noget man kan hjælpe dem med, men ellers må man ringe til politiet, for det er politiet der har magtbeføjelsen til at tilbageholde dem ved at sige, at de er til fare for sig selv og deres omgivelser. Med fare mener jeg for eksempel, at de kan komme til at træde ud foran en bil,« siger Henrik Rindom.

B.T. har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Renée Toft Simonsen.

Søndag delte hun et billede på Instagram med teksten:

»I dag holder vi hjertet åbent hjemme hos os.«