De fik hippiekulturen ind med moder- mælken. Alligevel blev blomsterbørnenes børn en af de mest militante bevægelser i danmarkshistorien. Hvor gik det galt? I et forsøg på at finde svaret er vi sammen med forfatter Peter Øvig gået i bz’ernes fodspor

Der er ikke længere nogen fare for at få en brosten i nakken på dét, der på krakkortet stadig hedder Jagtvej 69, 2200 København N.

I dag er det en fredelig og nærmest idyllisk byggetomt med lidt bænke og borde strøet ind mellem vildtvoksende græs og buske, indrammet af graffiti-overmalede husmure og plankeværker.

Men som mange af os kun alt for godt husker, var den berygtede adresse og huset - som ikke længere findes - engang synonymt med, hvad flere betegner som en af de mest militante bevægelser i danmarkshistorien: bz’erne, og deres ungdomshus. En bevægelse, der svarede igen med brosten og molotovcocktails og satte gaderne i brand.

LOG IND MED BT PLUS og bliv klogere på det forhenværende Jagtvej 69, der muligvis var Københavns mest elskede - og berygtede adresse.
Gå med forfatteren Peter Øvig i bz'ernes fodspor og bliv klogere på Ungdomshusets dramatiske historie suppleret med masser af billeder fra før, imens og efter, at det blev ryddet.

Det får du:

  • Artikel: Da blomsterbørnene gik i sort
  • Kort artikel: BZ’ere smadrede ruder i Peter Øvigs hus

De fik hippiekulturen ind med moder- mælken. Alligevel blev blomsterbørnenes børn en af de mest militante bevægelser i danmarkshistorien. Hvor gik det galt? I et forsøg på at finde svaret er vi sammen med forfatter Peter Øvig gået i bz’ernes fodspor

Der er ikke længere nogen fare for at få en brosten i nakken på dét, der på krakkortet stadig hedder Jagtvej 69, 2200 København N.

I dag er det en fredelig og nærmest idyllisk byggetomt med lidt bænke og borde strøet ind mellem vildtvoksende græs og buske, indrammet af graffiti-overmalede husmure og plankeværker.

Men som mange af os kun alt for godt husker, var den berygtede adresse og huset - som ikke længere findes - engang synonymt med, hvad flere betegner som en af de mest militante bevægelser i danmarkshistorien: bz’erne, og deres ungdomshus. En bevægelse, der svarede igen med brosten og molotovcocktails og satte gaderne i brand.

Nu er det Peter Øvig, der har tændt op under de gamle bz’ere med sin omstridte bog om bevægelsen, der udkommer på tirsdag. En bog om en tid og en gruppe børn og unge, der tog loven i egen hånd og gav det etablerede samfund fuckfingeren.

Peter Øvig sidder midt på byggetomten efter Ungdomshuset. Ridser kort bevægelsen op og forklarer:

»Det var en utrolig mangfoldig bevægelse de første mange år med hippieungerne på den ene side og de mere politiske på den anden. Men så snævrede den ligesom ind og blev i stigende grad militant, en illegal bevægelse.«

Ungdomshuset på Jagtvej 69 spiller en central rolle i historien om bz’erne. Men skal vi prøve at forstå, hvordan blomsterbørnenes børn landede i det militante spor, er vi nødt til sammen med Peter Øvig at gå tilbage til begyndelsen, gå baglæns.

Forfatter Peter Øvig midt på den tomme plads, hvor Ungdomshuset engang lå. Vis mere

’Byggeren overgiver sig aldrig’

De gjorde, hvad de kunne, Bamses Venner, ved Eurovision Song Contest i foråret 1980. Flemming Bamse Jørgensen sagde ligeud, at han var ærgerlig over 14. pladsen, men de stod magtesløse overfor irske Johnny Logan og hans ’What’s another Year’, der løb med stemmerne.

Det blev der talt en del om i de danske hjem.

Men det var ikke kun Danmarks nederlag i Israel, der fyldte avisspalterne i de dage. For på den københavnske bydel Nørrebro tog beboerne magten.

’Gadekrig’ stod der på forsiden af BT den 30. april. Og inde i avisen fyldte historien om ’Byggeren’ fire sider. ’De gør det for børnenes skyld’, lød en af overskrifterne til artiklen, der kunne fortælle om ’en regulær borgerkrig’, ligesom det blev beskrevet, hvordan politiet helt bogstaveligt svingede lovens lange arm.

’Både kvinder og børn blev slået i ansigtet, nakken og nyrerne’, stod der i artiklen.

Kimen til balladen lå på Københavns Rådhus, hvor overborgmester Egon Weidekamp havde en vision for sin by. Weidekamp var selv vokset op i en kummerlig baggård med lokum i gården. Han ønskede noget, der var bedre for københavnerne. Noget nyt og funklende. Kraner og bulldozere havde siden 70erne været i gang overalt i byen for at skabe plads til fremtiden. Ikke mindst på indre Nørrebro, dét, der blev kaldt ’Den sorte firkant’, som nærmest blev en prøveklud for Weidekamps vision.

Den havde efterladt et kæmpestort, gabende tomt område i Stengade, som beboerne omdannede til en legeplads for kvarterets børn. De kaldte den ’Firkantens byggelegeplads’, i daglig tale bare ’Byggeren’.

Men kommunen ville bygge, børnene ville lege. Og så blev der krig. ’Byggeren overgiver sig aldrig’, lød slagordet. Og det gjorde de heller ikke.

I begyndelsen af maj måtte politiet erklære kvarteret i undtagelsestilstand, og den 6. maj 1980 måtte ’Byggeren’ overgive sig. Systemet vandt.

»Byggeren er en forhistorie,« siger Peter Øvig.

»Mange af de børn og unge, der var med fra begyndelsen i bz-bevægelsen, havde kastet deres første sten året før ved ’Byggeren’.«

Et ucharmerende socialt boligbyggeri ligger i dag dér, hvor der engang var en byggelegeplads fyldt med glade børn. Nu er det kun lyden af biler og busser, der flænger luften over ’Byggeren’.

Men troede Egon Weidekamp, at han havde sejret, tog han fejl.

Boligaktivister fjernes af politiet, ikke alle vil fjernesig frivilligt. Vis mere

Ikke vold - ikke masochisme

Der er 273 meter fra dét, der før var ’Byggeren’, til Korsgade nummer 25, som i dag er et trøstesløst elementbyggeri blottet for charme.

»Ja, sådan ser det så ud,« sukker Peter Øvig.

Ansporet af slaget om ’Byggeren’ formede der sig et fællesskab, der bl.a. havde rødder i Christianias Børnemagt-bevægelse.

»Jeg tror, at det udsprang af, at de opdagede, hvor sjovt det var at bestemme selv,« siger Peter Øvig om den spirende bevægelse, og fortsætter:

»Det første år kan man overhovedet ikke sige, hvad en typisk bz’er er. Det er alle slags mennesker, men måske med en overvægt helt nede på bunden af samfundet.

En hel del børnehjemsbørn finder en familie her. En del hippiebørn, der løber hjemmefra stort set uden, at forældrene opdager det. Et bredt udsnit af hvad som helst. Så det man skal forestille sig, er en flok flabede, frække, kreative børn og unge mennesker, som opdager, at de kan have et fantastisk fællesskab,« siger Peter Øvig om den spæde start.

Mange var bare 13-14 år, da de blev en del af dét, der dengang hed ’Initiativgruppen’. Målet var at få et ungdomshus. Et sted, hvor de voksne ikke havde noget at skulle have sagt. Der var saneringsmodne huse nok at tage af. Og gruppen besatte flere af dem, blot for få dage senere at blive smidt ud.

Det skete også i Heimdalsgade på Nørrebro, hvor politiet optrappede konflikten ved at bruge tåregas. I enorme mængder.

’En grotesk magtdemonstration,’ blev politiets håndtering kaldt. For mange bz’ere blev det en åben invitation til optrapning af konflikten.

Men da ’Initiativgruppen’ den 23. april 1982 besatte huset i Korsgade 25, var det stadig en ’flok flabede, frække, kreative børn og unge mennesker’, der spontant dansede i gaden af glæde, mens andre sad eller hang ud ad vinduerne, viftende med flag og bannere.

’Ikke vold - ikke masochisme’« stod der på ét.

’Nørrebros Pensionist Gruppe’ stod der på et andet.

Udover de 200 bz’ere deltog nemlig 70 lokale pensionister, som ønskede at vise deres sympati med de unge. Og det var dem, der havde stillet som betingelse, at besættelsen af huset i Korsgade 25 foregik uden vold. Og det holdt de.

Da politiet ankom, blev de budt på kage. Hjemmebagt.

Knap havde de tygget af munden, før overborgmester Egon Weidekamp kom på banen.

»Jeg er forundret. Jeg forstår ikke noget af det hele,« udtalte han. Og måske med god grund. For det forår havde han og Københavns Kommune tilbudt ’Initiativgruppen’ huset på Jagtvej 69.

Men bz’erne var bare ikke længere interesseret i et ungdomshus. De ville have huse, de kunne bo i. Ungdomskollektiver. Havde skiftet navn til ’BZ-brigaden’ og var på vej til at blive en langt mere politisk og militant styret gruppe.

Da politiet skulle ryddeen ejendom på Platanvej, affyrede BZere med kraftigeslangebøsser blykugler og møtrikker mod betjentene. Vis mere

Vi bestemmer selv, hvornår vi vil slås

Der er ikke mange skridt fra Korsgade 25 op til nummer 45, til den adresse og den besættelse, som bz-bevægelsen selv betegner som deres største succes.

»Det forår i Korsgade var højdepunktet. Det var som i det vilde vesten. Bz’erne rykkede ind i hus efter hus og gjorde, hvad der passede dem. Politiet blandede sig stort set ikke. Det var ren optur,« forklarer Peter Øvig.

Vi står foran Korsgade nummer 45. Stirrer på et hus, der er en tro kopi af det triste byggeri i nummer 25. Men dengang gav det gang i gaden.

’Allotria’ blev huset kaldt efter det lukkede værtshus, som lå i stueetagen. Snart var det åbent igen, og punkmusikken flød ud i gaden.

»Der er to grunde til, at det er det nok mest berømte bz-hus,« siger Peter Øvig og peger op på anden sal.

»Den ene grund er, at det var i ’Allotria’, at der begyndte at udskille sig en toneangivende kreds. Dem, som, helt frem til at bevægelsen sluttede, reelt bestemte. Selvom der formelt set ikke var nogen, der bestemte.

De boede oppe på anden sal, blev kaldt ’tjekkerne’ og havde en høj selvopfattelse. Og så var mange af dem piger. Det var et rent matriarkat,« forklarer han om de fire kvinder Gyda, Pi, Ulrikke og Signe, som ikke nødvendigvis deltog i de fysiske aktioner, mere var hjernerne bag.

»Flere af de mere hårdføre drenge var faktisk lidt bange for dem. Især for Gyda,« tilføjer han.

Nummer to grund til, at ’Allotria’ mere end 30 år senere huskes, er bz’ernes store stunt dén dag, hvor de gjorde politiet til grin. Helt til grin.

Hvis foråret og sommeren 1982 var en fest, var efteråret en optrapning af konflikten, hvor politiet igen fandt kampuniformerne frem, bz’erne iførte sig raid-huer. Og ved nytårstide besluttede justitsminister Erik Ninn-Hansen, at nok var nok. En større gruppe betjente blev sendt på træningslejr i Oksbøl for at forberede slaget, som skulle stå den 11. januar 1983.

Historien om, hvordan knap 1.000 betjente omringede kvarteret og trængte frem mod hovedkvarteret ’Allotria’ med deres kraner og bulldozere, er næsten blevet mytisk. Om hvordan de hejste en container fyldt med betjente fra anti-terrorkorpset op til øverste etage for at bore sig ind i huset, mens bz’erne hænger ud ad husets vinduer.

’Vi bestemmer selv, hvornår vi vil slås’, havde de skrevet på et banner.

Slagordene ’Vi bestemmer selv, hvornår vi vil slås’ blev første gang brugt under rydningen af ’Allotria’. Her bruges det i forbindelse med en demonstration i 1986. Vis mere

»Korpset bryder gennem muren. Kommer ind til et tomt hus. De er fuldstændig til grin.«

Peter Øvig griner også ad røverhistorien, som er en ’Olsen bande’ film værdig. For i løbet af efteråret fornemmede bz’erne, hvilken vej det gik. Og derfor begyndte de at grave en tunnel, som skulle ende på den anden side af vejen, helt specifikt i den vvs-butik, der lå i kælderen under Korsgade 58.

På den lille plads foran nummer 58 står der et pissoir. Der har det stået i 100 år.

»Jorden var jo gennemblødt af pis,« griner Peter Øvig og forklarer, hvordan bz’erne med bradepander skovlede jorden ud fra tunnelen. Og hvordan de to dage før politiets aktion fik hul igennem. Og hvordan de i samme øjeblik, som politiet brød gennem muren, tog turen ned i tunnelen og op i nummer 58, hvor en lastbil ventede i gården. Så lagde de sig under en presenning. Og væk var de.

Karin Nannberg har ikke boet i Korsgade 58 særlig mange år. Men historien om bz’erne og deres tunnel kender hun.

»Jeg satte mig jo ind i den, da jeg købte lejligheden,« siger hun og viser stolt kælderrummet frem.

»Det var hér, de kom ud.«

Præcis hvordan baggården dengang så ud, ved hverken hun eller Peter Øvig. Og de peger i hver sin retning, når de skal forklare, hvor lastbilen så kørte hen.

»Men jeg ved i hvert fald, at de spurgte en politibetjent om vej. De havde fundet en chauffør, der var jysk og voksen, men han vidste ikke, hvordan han kom ud til Nørrebrogade. Så viste politiet vej,« fortæller Karin Nannberg. Og så griner hun.

Karin Nannberg bor i lejligheden over den kælder, som bz’erne fra ’Allotria’ kom ud gennem. Men hvilken vej de flygtede videre, er hun og Peter Øvig uenige om. Vis mere

Bekæmp bolignøden – bz de tomme huse

På gadehjørnet modsat dér, hvor ’Byggeren’ lå, ligger der en parkeringsplads.

»Her boede unge, der havde det godt. Var det dét, det skulle ryddes for,« spørger Peter Øvig undrende.

12. januar 1983 - dagen efter ’Allotria’ - blev bz-huset ’Bazooka’ gjort ubeboeligt. Et hus, der også lagde lokaler til en helt særlig butik.

’BZ Brigaden Boligformidling’ stod der på skiltet i stuen.

»Det var dem, der havde styr på, hvilke huse der var ved at blive tømt. ’Smukke-Johnnie’ passede butikken og vurderede, hvilke huse folk passede ind i, og stak dem adressen. ’Men hvordan kommer vi ind,’ spurgte de. Og så fik de stukket et brækjern i hånden. Ret friskt,« smiler Peter Øvig.

Fra den åbne plads kan man se over til Slotsgade, hvor endnu et kønsløst betonbyggeri fra start 80erne ligger på hjørnet.

»Dengang lå der to ejendomme, som var besat af den anden del af bz’erne. ’Troldeungerne’ kaldte de sig. De var mere hippier, røg noget hash, tog noget lsd og interesserede sig for indiansk filosofi. Kulturen var en helt anden dér. Men dem hører man ikke så meget om.«

Hippierne var da også på dette tidlige tidspunkt ved at blive kørt ud på et sidespor, ved at blive skrevet ud af bz-historien. Det vidste de bare ikke.

Men det var helt i deres ånd, at ’Bazooka’ blev ryddet den januardag i 1983.

»De unge overgav sig helt fredeligt. Kravlede selv ned ad rebstigerne og overgav sig til politiet. Det eneste, der blev kastet med, var tøjbamser.«

BZ' erne havdevoldsomme sammenstød med ordensmagten i slutningen af1980' erne. Under gadekamp på Christianshavn kastede BZ'erne molotovcocktails mod politifolk i kampuniform. Vis mere

Hellere dø stående end leve på knæ

»Hun kunne godt ligne en bz’er,« siger Peter Øvig og peger på en kvindelig cyklist på Nørrebrogade.

Bydelens mangfoldighed folder sig ud i fuldt flor på vores vej til Jagtvej 69, dér hvor Ungdomshuset lå, dét hus de unges kamp begyndte for.

Men som en tidligere bz’er for nylig har opsummeret, udsprang bevægelsen af en kamp FOR noget, men endte som en kamp MOD noget.

Huset fik de overdraget af Københavns Kommune allerede i efteråret 1982. ’De får et hus, og vi får fred,« udtalte Egon Weidekamp dengang til BT.

Men freden kom ikke. Tværtimod.

»Jeg tror, at der ude blandt danskerne var enorm sympati og stor opbakning det første par år, en forståelse for, at der var boligmangel i København og stor ungdomsarbejdsløshed. Og her var en gruppe unge mennesker, som tog sagen i egen hånd, var enormt kreative og lavede sjove aktioner,« siger Peter Øvig.

Han var selv én af dem, der bakkede op og fulgte kampen på afstand fra Aarhus. Han var i begyndelsen af 20erne, var en af byens græsrødder, som svingede fanerne, når de unge aarhusianere demonstrerede i gaderne. Alligevel blev han overrasket, da han i 1985 flyttede til København og på tættere hold kunne følge bz’erne.

»Demonstrationerne var mere hårdkogte, end jeg havde forestillet mig. De var begyndt at bruge raidhuse og gå meget militant. Der var en næsten hadefuld stemning,« husker Peter Øvig.

På dette sted i historien er vi nødt til at springe fra Nørrebro til Østerbro, nærmere betegnet Ryesgade, hvor nummer 58 var blevet besat af de unge i sommeren 1983, og hvor en af Peter Øvigs venner boede. Her mærkede han selv en »kølig, skeptisk holdning, når en dreng fra Aarhus trådte ind ad døren«.

Det var på dette tidspunkt, at enhver diskussion om vold mod politiet var ophørt. ’Hellere dø stående end leve på knæ’ stod der på deres bannere.

Bz’ere klar til kamp på taget på ’Allotria’ i Korsgade. Vis mere

»Bz-bevægelsen bliver mere éntydigt militant i de tre år, de bor i Ryesgade. Det er også på det tidspunkt, at den del af bevægelsen, der kalder sig ’bohemer’ og interesserer sig mere for kunst og happenings end hardcore politik og slagsmål, forsvinder ud af bevægelsen. Det er også i Ryesgade, at de begynder at kalde sig ’de autonome’ og er inspireret af især den tyske terrorgruppe RAF (Rote Armee Fraktion, red.), som de støtter. Nu taler de om at destabilisere det kapitalistiske danske samfund,« lyder Peter Øvigs beskrivelse af bevægelsen anno midt 80erne, hvor også multinationale virksomheder fik bz’ernes brosten at føle.

Det var også her i historien, at PET minutiøst begyndte at følge hvert et skridt, de tog, og hvor der i 1986 udspillede sig en ni dage lang krig mellem stærkt bevæbnet politi og bz’ere, da Ryesgade skulle ryddes. En krig så intens, at selveste Kim Larsen forsøgte at løse den ved at tilbyde at købe huset til dem. Alle løsningsmodeller faldt til jorden.

Men da politiet 22. september rykkede ind for at rydde huset, var det tomt. Som i ’Allotria’ i Korsgade havde bz-brigaden i hemmelighed forladt det.

Vi er nået til byggetomten på Jagtvej 69. Ungdomshuset, som mange af bz’erne og de autonome uden tvivl strømmede til den aften i september 1986 for at fejre deres ’sejr’ i Ryesgade.

Da politiet trængte ind i ’Allotria’-huset, var de unge bz’ere forlængst væk. De havde gravet en tunnel under vejen, og politiet blev helt til grin. Vis mere

Peter Øvig peger ned ad gaden til dét sted, som han i dag mener burde have fået ham selv til at lukke helt ned for solidariteten med bevægelsen.

»Det var dengang, de satte ild til en nærpolitistation på Jagtvej en sen fredag aften. De tændte ilden forneden i stueetagen uden hensyn til, at det også var en beboelsesejendom, og at der var fire etager ovenpå med mennesker, som var ved at brænde inde. De stod og skreg ud ad vinduerne, mens brændvæsenet overhovedet ikke kunne komme frem, fordi bz’erne kastede brosten efter dem.

Jeg husker, at jeg dengang tænkte ’dét der er da for meget’. Men undrer mig stadig over, at jeg ikke endegyldigt besluttede, at nu var det gået over stregen,« siger han og tilføjer, at han forlængst har konkluderet, at han ’nok er mere hippie end revolutionær marxist’.

Som Peter Øvig sidder der på bænken på byggetomten, omgivet af bz-graffiti, må han også konkludere, at der ikke findes noget endegyldigt svar på, hvorfor blomsterbørnenes børn endte med at blive en af de mest militante bevægelser i danmarkshistorien.

Hans egen tese er, at de unge blev tiltrukket af fællesskabets kraft. Og at i takt med at det lukker sig om sig selv og dermed isolerer sig fra resten af samfundet, kan der opstå en osteklokke med egne normer, hvor det er i orden at anvende voldelige metoder og sabotage i det, man opfatter som den gode sags tjeneste.

Eller som en tidligere bz’er siger i bogen:

»Vi var nødt til at opretholde konflikten med samfundet, ellers ville bevægelsen miste sin identitet og fællesskabet smuldre.«

Som i deres eget slagord, var bz-bevægelsen sendt i knæ. Dem, der stadig stod, var de autonome.

Vis mere

Peter Øvigs ’BZ - Du har ikke en chance - Tag den!’ udkommer på tirsdag på Gyldendals Forlag

BZ’ere smadrede ruder i Peter Øvigs hus


Han har skrevet om modstandsbevægelsen. Om Blekingegadebanden. Og om hipperne. Og været udsat for lidt af hvert, når han som udenforstående trængte ind i de lukkede miljøer for at kunne åbne døren for os andre.

Men da forfatter og dokumentarist Peter Øvig besluttede at skrive en bog om bz-bevægelsen, mødte han en mur af modstand. Og blev helt bogstaveligt truet med et af deres yndlingsvåben, brostenene.

»Det er første gang, at jeg har oplevet, at den var fysisk. De smadrede ruderne i mit arbejdsværelse i mit hus. Jeg har ikke før prøvet, at det rammer min familie på den måde,« siger Peter Øvig, som bor sammen med sin kæreste Janne og hver deres to børn.

»Det er svært at forklare dem, hvorfor der er nogle, der har smadret ruderne. At der var nogle, der var sure på mig, fordi de ikke ville have, at jeg skrev den bog,« fortæller han.

Allerede under de indledende øvelser til bogen opfordrede de gamle bz’ere til, at bz’ere boykottede Peter Øvig. Og modstanden tog til.
»Først troede jeg, at det var en joke, men jeg kunne hurtigt mærke, at det var alvorligt,« siger Peter Øvig.

I den milde ende af skalaen er han blevet kaldt en ’opblæst nar’. I den anden ende mødt med slagord som ’FUCK DEN KLAMME HØJREORIENTEREDE SENSATIONSRYTTER’. Fordi han ønskede at give et mere nuanceret billede af bevægelsen end det, der hidtil har været tegnet.

Modspil fra gamle bz’ere


Et af de konkrete tiltag fra modstanderne af Peter Øvigs bog er Facebookgruppen BZ Portalen, som tidligere BZer Maria Ciccia er talsmand for. Her opfordres gamle bz’ere til at poste deres egne historier.

»Vi har lavet portalen, fordi vi mener, at hans bog ikke skal stå alene. I og med at hans bøger bliver solgt i så store oplag, som de gør, mener vi, at der er en fare for, at Peter Øvigs bog kommer til at stå som et monument over bz-bevægelsen. Det er fint nok, at der skrives en bog af én udefra, men der skal også være et modspil,« siger Maria Ciccia, som tror, at det er den skepsis, der har fået mange til at sige nej til at medvirke i bogen.

»Folk har ikke stolet på, at han kunne skrive historien om bz,« tilføjer Maria Ciccia, hvis egen bevæggrund for at sige nej til Øvig var, at han ’ville æde vores sjæl’.

Adskillige tidligere bz’ere har dog medvirket i bogen. Dem kalder Peter Øvig for ’modige’.

»Mange fandt en ny ’familie’ i fællesskabet, som de lige siden har holdt fester med, fejret fødselsdage med, har taget på ferier med. Og det er den ’familie’, de nu risikerer at blive ekskluderet fra.«