Det kom bag på de fleste elever og forældre, da Esbjergs eneste efterskole mandag gik konkurs fra den ene dag til den anden.
Skolen var udfordret af dårlig økonomi, men samtidig har den nye ledelse ikke sparet med fire ny ansættelser, forbedringer af skolen og budgetoverskridelser på en studietur.
Det har fået flere til at stille spørgsmål ved forløbet. Hvordan kan det gå så galt, at grædende elever bliver sendt hjem uden varsel kun to måneder før deres eksamen? Det svarer Bieringhus Efterskoles bestyrelsesformand, Jørn Nikolajsen, på.
Hvad har været skyld i den dårlige økonomi på skolen?
»Sidste års årsregnskab viste et underskud på 1,6 millioner. Det er endt der, fordi fratrædelsesgodtgørelsen og ansættelse af to lærere og en viceforstander har været dyr. Vi har forsøgt at få flere elever til skolen, men det har ikke været muligt.«
Forstander Sanne Hansen overtog ledelsen i august 2018, men knap et år senere lukker skolen med blodrøde tal og et millionunderskud.
Hvorfor har I i den periode ansat to nye lærere, når I samtidig har andre store udgifter?
»Den nye forstander ville ikke køre med den normering, som den tidligere forstander har praktiseret. De har to forskellige ledelsesstile.«
Hvorfor har I oprettet en ny stilling som viceforstander?
»Tanken var, at vi så ville kunne blive på forkant med administrative opgaver, fordi vi konstaterede, at der var ting, som ikke fungerede optimalt under den forrige forstander.«
Er det ikke en dum prioritering, når økonomien ikke er til det?
»Jo, det kan man godt sige, men vi har haft den indstilling, at vi gerne vil køre skolen optimalt, så det ikke skulle være en udsultet udgave.«
Men er det mere optimalt, at eleverne nu slet ingen skole har?
»Det, vi havde håbet på, var at lave en bedre skole, som kunne tiltrække nye elever. Vi blev dog stille og roligt drænet på likviditeten, fordi vi ikke havde det antal elever, som skulle til for at give et positivt driftresultatet.«
Står den dårlige økonomi ikke i kontrast til skolens studietur i marts, hvor der var store budgetoverskridelser?
»Du har nok en pointe, men vi har ikke fået fulgt op på budgettet for turen, da vi samtidig havde otte elever, der blev bortvist på turen. Men det er rigtigt, at man er gået 20.000 kroner over budget.«
Hvad kunne ledelsen have gjort anderledes?
»Hver leder har sin ledelsesstil.«
Har den nuværende forstander Sanne Hansen så en ledelsesstil, der er mindre sparsommelig og fremadskuende i din optik?
»Det har du nok ret i.«
Var hun den rette valg som forstander?
»I bagklogskabens klare lys kunne man måske have valgt en anden, men de andre muligheder var ikke bedre kvalificeret. Vores forrige forstander blev afskediget, fordi hun havde svært med at drive skolen, da hun var sygemeldt.«
Da giver dog ikke genklang, da B.T. forholder den forhenværende forstander på Bieringhus Efterskole, Birthe Møller Mortensen, kritikken.
Kørte du en udsultet udgave af efterskolen?
»Nej. I 13 år har skolen fungeret godt og givet overskud, så det kan jeg ikke se. Jeg har heller ikke været sygemeldt, men haft problemer med min ryg. Jeg var stadig dagligt på skolen.«




