De sidste ti år er antallet af personer, der får konstateret kræft i Odense, steget.
Det viser en opgørelse over antallet af nye kræftpatienter på Odense Universitetshospital, som cancerregisteret har lavet.
Og på netop Odense Universitetshospital har det stigende antal nye kræftpatienter betydet, at man løbende har måtte opruste på kræftafdelingen.
»Vi har henover årene udvidet kapaciteten i form af ekstra ansættelser og optimerede arbejdsgange,« oplyser OUH's presseafdeling til B.T. Odense.
Desuden oplyser OUH, at de har et tæt samarbejde med de øvrige kræftafdelinger i Regiond Syddanmark, så de kan hjælpe hinanden med at løfte den stadigt stigende arbejdsbyrde.
I 2010 blev der på Odense Universitetshospital konstateret 1.204 nye kræftpatienter. I 2019 var der tale om 1.544, hvilket altså svarer til 340 flere patienter sammenlignet med ti år tidligere.
At antallet af nye kræftpatienter er stigende er imidlertid ikke et fænomen, der er isoleret i Odense.
Overalt i hele landet får flere og flere danskere kræft, og det findes der flere mulige forklaringer på.
»Befolkningen bliver ældre og næsten alle kræftformer stiger med alderen,« skriver OUH og fortsætter:
»I dag lever mange flere mennesker i længere tid med en kræftsygdom end tidligere, og dør ikke nødvendigvis af, men med sygdommen. Derfor ser vi også flere tilbagefald, og antallet af tilbagefald vil også være stigende i årene frem.«


