Anna Louise mistede sin mor: 'Hvorfor er det så svært at kondolere?'

»Nå, okay!«

Sådan lød det typiske svar, da Anna Louise Bak for nylig ringede til banker, offentlige myndigheder og andre instanser for at fortælle, at hendes mor var død.

»Først blev jeg overrasket og paf. Jeg blev også chokeret. Især de første gange. Nu bliver jeg mere vred,« fortæller hun.

»Jeg kondolerer.« »Det gør mig ondt.« »Det er jeg ked af at høre.« »Min dybeste medfølelse.«

Det danske sprog rummer en del variationsmuligheder, når vi møder mennesker i sorg og vil fortælle dem, at vi føler med dem.

Alligevel har mange af os tilsyneladende utroligt svært ved at få de rigtige ord over læberne, når vi møder én, der har mistet.

Det oplevede Anna Louise Bak på egen krop, da hun sidst i februar pludselig mistede sin mor.

I et debatindlæg i Kristeligt Dagblad beskriver den 46-årige lærer fra Allerød de reaktioner, hun mødte, da hun kort efter dødsfaldet begyndte at ringe rundt til banker, myndigheder og de mange foreninger, hendes meget aktive mor støttede, for at lukke konti, opsige abonnementer og medlemskaber.

HAR DU OPLEVELSER, DER LIGNER DEM, ANNA LOUISE BAK FORTÆLLER OM? SKRIV TIL OS PÅ BEH@BT.DK

Næsten hver gang Anna Louise Bak indledte med at sige, at hendes mor lige var gået bort, var der ingen af servicepersonerne i den anden ende af røret, som kondolerede hende med hendes tab.

Faktisk udlod de fleste af dem at kommentere dødsfaldet overhovedet.

»Der var sågar én, der sagde: 'Nå, men det må vi da se at få fikset!'« fortæller Anna Louise Bak til B.T.

Hendes 83-årige mor var sund og rask, da hun 23. februar blev fundet død i sit hjem. Dødsfaldet var totalt uventet og kom fuldstændig bag på familien.

»Allerede tre dage efter morens død begyndte min søster og jeg at ringe rundt og afmelde de vigtigste ting. Det var både i banken, hos det offentlige og mange af de velgørende organisationer, min mor støttede,« fortæller hun.

Stort set alle steder mødte hun den samme mangel på empati i den anden ende af røret.

»Jeg kan forstå, at unge mennesker kan have svært ved at finde de rigtige ord. Men jeg har det svært med, at banker, offentlige instanser og mange af de patientorganisationer, min mor støttede, heller ikke kan finde ud af at kondolere,« siger hun.

En dag, da hun havde talt med seks organisationer, hvor reaktionen havde været enten et 'ja' eller 'okay', fik hun pludselig en dame fra Ældre Sagen i røret, som sagde de forløsende ord: »Det er jeg ked af at høre.«

»Jeg begyndte bare at græde. Der var pludselig et menneske, som trykkede på nogle følelser. Det er ikke, fordi jeg skal sidde og græde hver gang, der er nogen, der kondolerer, men det stod bare så meget i kontrast til den anden form for reaktion.«

Anna Louise Bak savner, at virksomheder oplærer deres medarbejdere i, hvordan de skal håndtere den type samtaler.

For selv om kontakten er formel, så er det nemlig slet ikke ligegyldigt, hvordan vi bliver mødt som efterladte, påpeger hun.

»Når folk siger, at det gør dem ondt, eller at de kondolerer, så kan jeg mærke, at jeg falder til ro. Jeg tænker, at her er der én, der forstår. Og det er rart at tale med en, der prøver at forstå. Jeg føler, at jeg bliver set i min sorg.«

»Det værste, man kan gøre, er ikke at sige noget,« understreger Anna Louise Bak.

Det er familie- og psykoterapeut Line Bundgård enig i.

Hun har speciale i sorg og genkender alt for godt de reaktioner, Anna Louise Bak beskriver. Både fra sit arbejde og fra sit eget liv.

Efter hendes mening mangler de professionelle i den anden ende af røret et sprog eller regningslinjer for, hvad de gør ved den slags opkald.

»Jeg tror, folk bliver overrumplede, bange eller usikre. De ved ikke, hvad de skal sige, og så kommer der bare et 'okay',« siger hun og tilføjer, at mange også er bange for at sige noget forkert.

»Man kan næsten ikke gøre noget forkert. Det er i hvert fald sjældent, at det sker. Det kan godt være, at der triller en tåre, eller læben begynder at vibrere, men personen bliver jo ikke mere ked af det, fordi du giver udtryk for din medfølelse,« siger hun.

Og det er ikke bare telefonpassere, der står med de svære samtaler med folk, der har mistet.

Også på jobbet, på gaden og i fritiden bliver vi hele tiden konfronteret med mennesker, der har haft døden tæt inde på livet. Og alt for ofte bliver vi så bange for at tale om det, der er sket.

Og det gør bare ondt værre, understreger Line Bundgård:

»Du får fornemmelsen af, at du ikke bliver set, hørt og mødt. I en situation, hvor du i forvejen er sårbar, så går det lige ind. Du kommer til at føle det som en afvisning af din sorg, selvom det ikke er det, den anden ønsker,« siger hun og understreger, at vi faktisk - med ganske få ord - kan være med til at lette sorgen for den efterladte.

»Det, at man oplever, at andre ser din sorg, kan være helende i sig selv,« siger Line Bundgård.