Døden er akavet. Hvordan udtrykker man sin sympati og medfølelse uden at jokke i spinaten og få det hele til at handle om sine egne følelser
I går døde Kim Larsen. Jeg hørte det først klokken 12.30 og tænkte, at han havde jo været syg i nogen tid, så det var vel egentlig ikke så overraskende. Jeg er stadig så ny i jobbet på en avisredaktion, at det ikke med det samme faldt mig ind, at det her ville blive en kæmpe begivenhed.
Flere af hans jævnaldrende rockstjerne-kollegaer er i løbet af de sidste år gået bort, og man har efterhånden vænnet sig til, at der i kølvandet på et sådant dødsfald følger et par dage med R.I.P.-posts på de sociale medier. George Michael, Prince, Leonard Cohen og David Bowie, alle sammen nogen, hvis musik jeg har haft nogle meget personlige oplevelser med, og som derfor har betydet meget for mig. Men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg havde været dybt ulykkelig og meget påvirket af deres død.
Jeg kendte heller ikke Kim Larsen, men på mig virkede han som en mand, der havde meget lidt tilovers for det postulerede, opstyltede og uærlige: Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt ved tanken om, hvad han ville have ment om den massive mediedækning. Ville han have siddet hjemme i stuen og varmet sig ved tanken om Facebook-eventet og lysene i vinduerne, eller ville han have grinet flabet af os og rystet på hovedet over mediecirkusset?
Larsen var så usnobbet, at det næsten kunne virke arrogant, og han havde tydeligvis ikke noget tilovers for det oppustede og forstillede. Manden talte altid fra sit hjerte uden omsvøb, og han var ikke bange for at klæde os af, når vi pustede os op og tog de fine klæder på. Hans afvisning af ridderkorset og hans påklædning til Dronningens fødselsdag var et meget tydeligt signal om, at alt det der snobbede, elitære pis, det gad Kim Larsen ikke, og ønsket om en lille privat begravelse virker som et tydeligt vink med en vognstang om, at han ikke har ønsket, at hans død skulle blive til et stort palaver.
Tilbage er så spørgsmålet om, hvad folk skal stille op med deres følelser, når en person, hvis liv har efterladt så stort et stort indtryk, går bort. Hvornår kan vi tillade os at sørge over en fremmeds død? Jeg er sikker på, at vi alle sammen godt kan blive enige om, at det ville være ekstremt upassende at møde op til en fremmeds begravelse og sætte os til at flæbe højlydt, mens de sande pårørende stille sidder ved siden af med deres nære sorg.
Er det lidt det samme, vi gør, når vi alle sammen tænder lys i vinduet og sætter os ned foran fjerneren med en slikskål og labber nyheden om et andet menneskes død i os som underholdning? Glemmer vi, at derude et sted sidder der nogen, som er oprigtigt i sorg, og som ovenikøbet har ønsket at holde det for de nærmeste.
Eller kan vi alle sammen tillade os at betragte os selv og hinanden som pårørende, når den pågældende er Kim Larsen. Hvem er de nærmeste, når man er et folke-ikon?
Jeg ved det ikke. Sorg og død er som sagt en akavet situation, og blomster, stearinlys og velmenende opslag på de sociale medier er nok trods alt alligevel bedre end ingenting.
