Lad os få nuancerne tilbage i debatten.
Forleden dag i BT læste jeg et indlæg i den feministiske debat skrevet af LA-debattøren Alex Vanopslagh, der fik mig til at indse noget vigtigt: Feminismen er blevet svær at kritisere. Ikke fordi, det er svært at finde noget kritisere ved feminismen – der er sådan set masser. Men det er svært at få lov til at kritisere feministiske emner i den offentlige diskussion uden at blive anklaget for at modarbejde feminismens formål, og forsøgene bliver mere og mere absurde.
Debatindlægget, jeg læste, argumenterede i farverige metaforer for, at feminister har fået for stor social kontrol og bør begrænses. Indlægget splittede den følgende debat i to fløje; dem, der ureflekteret gav skribenten ret i sin generaliserende kritik af feminismen, og dem, der syntes han var helt på afveje og knapt nok berettigede ham svar. Alle nuancer, debatindlægget måtte have indeholdt, forsvandt i læserskaren.
Det pudsige ved indlæggets skribent er, at han selv går ind for ligestilling og en lang række af feminismens formål – men han vil bare ikke kalde sig feminist, for efter hans oplevelse, er feminisme fanatisk. Men feminisme er svær at afskrive som helhed, for der findes snart lige så mange versioner af feminisme, som der er feminister.
Og nogen feminister er fanatiske. Langt fra alle, men nogen er. Der er opstået en trend, hvor feminister ikke kun kritiserer samfundsstrukturer, -normer og -værdier, men også de mennesker, der i bedste tro, lever efter dem. Det kan være svært at se meningen i, særligt når al kritik mod den enkelte feminists handlinger, efterfølgende præsenteres og opfattes som en kritik af feminismen generelt. Igen forsvinder nuancerne.
Måden feminisme praktiseres på, skaber kløfter i samfundet, og måden feminisme kritiseres på forstærker de kløfter. Begge dele kan siges at være social kontrol men i forskellige nicher af samfundet – ingen af delene konstruktive.
Derfor bør kritikken tages til efterretning blandt feminister. Ikke fordi den nødvendigvis er berettiget for alle, men fordi nuancerne drukner, hvis debatten ikke snart ændrer sig. Feminister og feminismens modstandere polariserer og forpurrer ligestillingsdebatten.
Vi bruger kort sagt mere krudt på at kritisere og forsvare feministbegrebet, end vi bruger på at nå til enighed om dét, vi kan blive enige om: At ligestilling bør være på dagsordenen. Vi bliver aldrig nogensinde enige alle sammen. Heller ikke feministerne er enige med hinanden. Men vi kan blive enige om at lede efter løsninger på konkrete, reelle problemstillinger.
Jeg vil gerne diskutere, hvorfor kvinder er underrepræsenteret i ledelse. Jeg vil gerne diskutere transkønnedes rettigheder, mænds helbred, og drenge og pigers skolegang. Der er ikke lige muligheder for alle på tværs af køn, og vi har som samfund et ansvar for at gøre fremtiden lysere for den næste generation.
Vi behøver ikke diskutere bare for at være uenige, vi kan forhåbentlig diskutere for at nå til enighed. Jeg tror rødderne til de nuværende ligestillingsproblemer er strukturelle, og jeg tror, vi skal ændre dem ved at ændre samfundets værdier og normer – derfor kalder jeg mig feminist. Du må kalde dig lige det du vil, så længe, du er åben over for en samtale, hvor vi kan rumme hinandens forskellighed og lede efter løsninger frem for flere problemer.
