Hesten stopper. Vrider sig. Den vil ikke frem, men det skal den. Det sørger det jernrør for, der hagler ind over benet.

Billederne vidner om en brutal kultur hos nogle af de såkaldte blodfarme, der gemmer sig i Island. Som B.T. i weekenden kunne fortælle, stammer billederne fra en industri, som tapper blod fra drægtige hopper for at udvinde et hormon, der bruges i den danske svineproduktion.

Blodfarme er et fænomen, som er kendt fra Uruguay, Argentina – og nu Island. Du kan se de stærke billeder i videoen over artiklen. Dem reagerer Landbrug & Fødevarer nu på:

»Der hviler et stort ansvar på dem, der producerer, importerer og sælger de her produkter. Som branche forventer vi selvfølgelig, at der er styr på produktionsforholdene, når vi bruger EU-godkendte midler. At der er kritisable produktionsforhold i Island, er nyt for mig,« siger Christian Fink Hansen, som er sektorchef for grise i Landbrug & Fødevarer.

På optagelser ses, hvordan hestene bliver slået ind i boksene med pæle.
På optagelser ses, hvordan hestene bliver slået ind i boksene med pæle. Foto: Animal Welfare Foundation
Vis mere

Senest er videoerne kommet til Schweiz, hvor det landsdækkende medie SRF havde direktøren for landets svineavlerforening med live.

»Det naturlige hormon PMSG bør ikke længere bruges i Schweiz,« fortalte direktøren for den schweiziske svineavlerforening, Meinrad Pfister, i interviewet med SRF og fortsatte:

»Baseret på de her oplysninger vil vi foreslå centralbestyrelsen 16. februar, at der indsendes en ansøgning til Suisse Guarentee (Sammenslutningen af ​​landbrugsindustriforeninger i Schweiz, red.). Nemlig, at der under disse omstændigheder ikke længere bruges hormonet.«

Industrien i Island går ud på at tappe drægtige hopper for blod i begyndelsen af deres drægtighed for at udvinde hormonet eCG – også kendt som PMSG. Et produkt, som sælges til Schweiz, men også til flere andre europæiske landes svineproduktion. Ligesom den danske er modtager:

»Det bliver kun brugt ved problemdyr – altså for at få dyr i brunst. Når en polt (en ung hungris, red.) ikke er blevet parret i tide, kan det være svært at opdage brunsten, og så må man fremkalde den – Suigonan Vet er ét produkt af flere, hvor man kan fremkalde den,« forklarer Anne Ovesen, som er svinefagdyrlæge og næstformand i Faggruppe Svin.

Efter billederne fra dyrevelfærdsgruppen Animal Welfare Foundation er kommet frem, har det fået flere lande i Europa til at røre på sig.

I Island er sagen godt i gang. Oppositionen vil have produktionen forbudt. Landets minister på området har sendt sagen i spørgsmålet om forbud i høring, og i EU har parlamentet indstillet samme forslag til EU-Kommissionen.

Men selvom produktionen i Schweiz nu selv tager ansvar, så mener Landbrug & Fødevarer altså ikke, at ansvaret umiddelbart ligger hos griseavlerne:

»Jeg forventer, at distributørsiden forholder sig til denne her sag og fortæller, hvad man vil gøre ved det. Hvis de, der producerer produktet, ikke kan garantere ordentlige forhold trods EU-godkendelsen, må man straks holde op med at sælge produktet. Og hvis ikke importøren lever op til det ansvar, må vi kigge ind i, hvad vi kan gøre herfra,« siger Christian Fink Hansen, sektorchef for grise i Landbrug & Fødevarer.