Slagene rammer hestens ben igen og igen. Den går i knæ og bevæger sig modvilligt ind i båsen.

Island er kendt for sine vilde heste, men skjulte optagelser afslører en anden side – en ny industri, hvor heste på såkaldte blodfarme mishandles.

»Det er helt utilstedeligt. Det er ren forråelse,« siger Mette Uldahl, dyrlæge og konsulent inden for dyrevelfærd og dyreetik.

Optagelserne – som kan ses øverst i artiklen – kommer fra dyrevelfærdsorganisationen Animal Welfare Foundation, som gennem to år har arbejdet på at dokumentere forholdene på de islandske blodfarme.

Animal Welfare Foundation kortlagde 40 blodfarme under deres besøg mellem 2019 og 2021.
Animal Welfare Foundation kortlagde 40 blodfarme under deres besøg mellem 2019 og 2021.
Vis mere

Blodfarme er et fænomen, som er kendt fra Uruguay, Argentina – og nu Island.

Industrien går ud på at tappe drægtige hopper for blod i begyndelsen af deres drægtighed for at udvinde hormonet eCG – også kendt som PMSG. Et produkt, som blandt andet sælges til den danske svineproduktion.

»Vi vidste, at udvindingen af eCG i Sydamerika var foregået under urimelige forhold, og vores mål var at sikre en europæisk standard for dyrevelfærd alle steder, derfor var det også virkelig rystende og fuldstændig uacceptabelt at se optagelserne fra Island,« siger Mette Uldahl og uddyber:

»Der er sådan set ikke noget galt i at bruge heste til flere formål. Hvis en hest er drægtig, kan man godt tappe den for blod til medicinalindustrien, hvis det gøres under ordentlige forhold.«

Videoerne af heste, der mishandles, har skabt stor debat i Island og vist en ny side af det skønmaleri, der ofte tegnes af Island. Den politiske opposition foreslår at forbyde handlen med eCG.

Hormonet eCG bliver brugt i eksempelvis præparatet Suigonan Vet.

Det er et præparat, man blandt andet bruger i svineproduktionen til at fremkalde brunst hos grise. Ifølge interesseorganisationen Faggruppe Svin, under Dansk Dyrlæge Forening, er det et præparat, man kun bruger en gang imellem i Danmark.

Der sælges ifølge faggruppen cirka 50.000-60.000 doser Suigonan Vet om året.

»Det er et meget lille tal i forhold til, at der er over en million søer i Danmark,« siger Anne Ovesen, som er svinefagdyrlæge og næstformand i Faggruppe Svin.

»Det bliver kun brugt ved problemdyr – altså for at få dyr i brunst. Når en polt (en ung hungris, red.) ikke er blevet parret i tide, kan det være svært at opdage brunsten, og så må man fremkalde den – Suigonan Vet er ét produkt af flere, hvor man kan fremkalde den,« uddyber hun.

Hvad tænker du om de optagelser, der er kommet frem, og hvad tænker du om, at svineindustrien er modtager af produktet?

»Det er absolut ikke særlig kønt. Det er ikke i orden, og det er kritisabelt. Vi bruger det stof meget lidt, men når vi bruger det, så bruger vi det med den forudsætning, at det er produceret ordentligt. Og hvis det ikke er produceret ordentligt, så må det tages af markedet.«

Hvorfor så ikke bare stoppe med at bruge det?

»Hvis det bliver taget af markedet, vil vi ikke savne det voldsomt. Men så længe det er et godkendt produkt, så går vi ud fra, at firmaet laver det på en ordentlig måde.«

I billederne fra AWF kan man se, hvordan hestene i flere tilfælde bliver slået ind i små, snævre båse. Fikseret på flere punkter.
I billederne fra AWF kan man se, hvordan hestene i flere tilfælde bliver slået ind i små, snævre båse. Fikseret på flere punkter. Foto: Animal Welfare Foundation
Vis mere

Blodet fra hestene bliver især købt af den islandske bioteknologivirksomhed Istéka. Ifølge dem har markedet været i voldsom vækst de seneste år. Det islandske medie RÚV skriver, at handlen med blod fra drægtige hopper er firdoblet på Island det seneste årti.

Deres administrerende direktør, Arnþór Guðlaugsson, har over mail svaret på en række af B.T.s spørgsmål:

»Istéka er stærkt uenig i al praksis, der ikke understøtter høj velfærd hos dyrene. Da vi så optagelserne fra AWF, begyndte vi omgående at undersøge anklagerne mod vores leverandør. Det resulterede i, at de to leverandører blev opsagt.«

Hvordan vil I sikre, at vi ikke ser sådan nogle billeder igen fra jeres leverandører?

»I lyset af vores interne overvågning af gårdene og oven på statens kontrol føler vi os sikre på, at den utilstedelige adfærd på videoerne fra de to gårde ikke udgør et generelt problem hos os.«

»Nu har vi iværksat en handlingsplan, der yderligere skal forbedre håndteringen af heste. Det inkluderer flere punkter som mere overvågning og gennemgang af blodtapningsboksene.«

Foruden Istékas handlingsplan er regeringen i Island også gået i gang med at se på den ophedede debat. Landets minister på området har sendt sagen i spørgsmålet om forbud i høring, og i EU har parlamentet indstillet samme forslag til EU-Kommissionen.

Men ifølge dyrlæge Mette Uldahl behøver der ikke være at problem i at udvinde eCG fra drægtige heste:

»Så længe hestene er drægtige i forvejen, og man ikke påtvinger dem en drægtighed kun for at udvinde hormonet, så kan det forsvares etisk. Det kræver dog total gennemsigtighed og ansvarlighed inden for industrien. Der skal eksempelvis altid bruges trænede heste, uddannet personale og kontrollerede, rolige rammer.«

Og det er ikke tilfældet i de videoer, som B.T. bringer, understreger Mette Uldahl.