Rikke Linding Fredberg har et opråb til danskerne.

'Jeg håber virkelig, at I vil trække i bremsen, mens tid er,' lyder det.

Den danske kvinde har på Facebook skrevet et opslag, hvor hun opfordrer danskerne til at følge de nye coronarestriktioner, som statsminister Mette Frederiksen (S) lancerede fredag aften. For Rikke Linding Fredberg ved, hvor galt det ellers kan gå.

Hun bor i Belgien, der er et af de lande, som målt på størrelse er hårdest ramt af den såkaldte anden bølge af corona. Rikke Linding Fredberg kalder Belgien for 'Corona-land'.

'Her i Belgien ramte smittetallene for en måned siden et niveau, der ligner det, Danmark oplever nu. Dengang nølede politikerne med at lave restriktioner, og de restriktioner, der kom, var fragmenterede og svære at følge. Desværre viste den tilgang sig at være fatal. I dag (fredag, red.) viste smittetallene svimlende 16.000 for det seneste døgn. Vel at mærke for et land, hvis befolkning kun er dobbelt så stor som Danmarks,' skriver Rikke Linding Fredberg. Se hele opslaget nederst i artiklen.

Hun offentliggjorde sit opslag kort før midnat fredag aften, og det er siden blevet populært – hvilket mere end 11.000 delinger vidner om. Opslaget har desuden fået mere end 9.000 likes.

Alvoren er da også til at tage at føle på i Belgien. Allerede i foråret var landet med 11,5 millioner indbyggere et af de lande, der havde flest dødsfald målt i forhold til antallet af indbyggere. Og der er Belgien altså i knæ igen.

Som den belgiske sundhedsminister, Frank Vandenbroucke, for nylig har udtalt:

»Vi er den hårdest ramte region i Europa. Vi er meget tæt på en tsunami. Vi har ikke længere kontrol over, hvad der sker.«

Danske Rikke Linding Fredberg beskriver det sådan her:

'Alle, jeg kender, er enten selv smittede eller kender nogle, der er. Det føles utrygt at gå uden for en dør, og alt er lukket ned. Ingen – heller ikke politikerne – er herrer over den her virus. Det eneste, vi kan gøre, er at prøve at begrænse dens konsekvenser, indtil den ikke er her mere.'

Og så opfordrer hun danskerne til at holde ud i forhold til de nyeste restriktioner, der i første omgang rækker helt ind i 2021 og blandt andet medfører brug af mundbind i butikker.

'Jeg ved godt, at man ikke en til en kan sammenligne situationen i Belgien med den i Danmark. Og jeg prøver ikke at være bedrevidende: Men jeg tror altså virkelig, at det er godt, at Danmark reagerer, før det er for sent. Også selv om det er pissetræls,' skriver Rikke Linding Fredberg.

I Danmark blev der i øvrigt igen sat ny smitterekord søndag, da 945 blev bekræftet smittet med coronavirus. Det fik statsminister Mette Frederiksen (S) til også at komme med et opråb på Facebook: 'Kom nu, Danmark. Lad os stå sammen mod corona,' lød det søndag aften.