Atter rammes vi af nye indgribende restriktioner, der i forsøget på at bremse udbredelsen af coronavirus også begrænser vores frihed og gør vores hverdag besværlig.
De nuværende restriktioner forlænges, men der kommer også yderligere stramninger.
Forsamlingsforbuddet sænkes fra 50 til 10 personer i hele landet, der skal bæres ansigtsmaske indendørs på alle offentlige steder, og vi opfordres alle til kun at se 10 forskellige personer privat i den kommende tid.
Der indføres desuden flere andre regler, og som det plejer at være tilfældet, giver nogle af dem umiddelbart mening, mens andre ikke gør.
Mens der i begyndelsen af vores liv med epidemien var udbredt forståelse for, at Mette Frederiksen og Socialdemokratiet måtte handle hurtigt og resolut og derfor ikke i tilfredsstillende grad fik inddraget folkestyrets andre partier i arbejdet med at styre Danmark så godt som muligt gennem krisen, er tålmodigheden nu ved at være opbrugt.
Mens der for de flestes vedkommende stadigvæk er stor villighed til at indrette sig, er flere begyndt at efterspørge evidens for virkningen af de forskellige tiltag og besværligheder.
Kort sagt: Hvis vi skal acceptere det, vil vi også forstå det.
Regeringen er dog tilsyneladende ligeglad og fortsætter i soloridt ud over stepperne, selv om der er masser at udfordre og kritisere.
Reglerne om brug af maske i fitnesscentre er bare ét blandt talrige goddag mand, økseskaft-reglementer, som vi forventes at efterleve, hvis vi skal kunne se os selv i øjnene som gode samfundsborgere med det rette samfundssind. Logikken kan imidlertid end ikke kulturministeren få frem i forklaringen.
Hvor oppositionspartierne for et halvt år siden var så godt som fraværende, er flere nu begyndt at udfordre regeringen ved at tage bladet fra munden og sige, hvad de mener.
Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, tilkendegav efter sidste uges pressemøde om de nye restriktioner, at det måtte være på tide, at regeringen begyndte at samle et almindeligt politisk flertal for sine ofte uforklarlige dispositioner. Han kritiserede desuden Mette Frederiksen for at gennemtrumfe vigtige politiske beslutninger hen over hovedet på alle andre.
De Konservatives formand, Søren Pape, kaldet det uholdbart, at regeringen indfører »for mange regler, som ikke giver mening – så mister danskerne respekten«.
Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl satte trumf på med følgende svada: »Corona! Vi skal have demokratiet genindført, så det ikke alene er ét parti med regeringsmagt p.t., som indskrænker danskernes frihed! Sådanne vigtige beslutninger skal basere sig på beslutninger i Folketinget! Af et flertal.«
Man kan vælge at læse ovenstående kommentarer som ren klynk, fordi oppositionens ledere ikke har den magt, de ønsker at have. Men det er til at forstå, hvis Folketingets øvrige partier føler sig kørt godt og grundigt ud på et sidespor af regeringspartiet, og det er under alle omstændigheder en skidt idé, så det er tid til at ændre på den arrogante enegang.
Vi får bedre løsninger, hvis flere partier bidrager til at udarbejde dem, men nok så vigtigt vil det give bredere folkelig forankring og større opbakning til de restriktioner, vi skal leve under, hvis vi kan se os selv i dem.
Hvis de vedbliver med at være indført af lidt for få – og giver lidt for lidt mening – mister vi alle sammen lidt for meget respekt for dem.
