Simon Spies var kendt for sin store appetit på unge kvinder og får valgsproget 'Dårlig omtale er bedre end ingen omtale'.

Derfor inviterede han gerne pressen indenfor, når han forlystede sig med sine 'morgenbolledamer'.

Men forholdet til de mange unge kvinder var ikke bare et reklamestunt og handlede heller ikke om et umætteligt begær.

Dét mener en af hans tidligere privatsekretærer, Sussie Sheikh, der i sommeren 1978 blev ansat af den dengang 56-årige Simon Spies.

Simon Spies i badet. Rejsekongen var aldrig bleg for at invitere pressen tæt på. Foto EGON ENGMANN
Simon Spies i badet. Rejsekongen var aldrig bleg for at invitere pressen tæt på. Foto EGON ENGMANN Foto: EGON ENGMANN
Vis mere

I de fire måneder, hun var ansat, oplevede hun, hvor organiseret morgenbolle-konceptet var, fortæller hun i en ny Podimo-podcast: 'Simon Spies' privatsekretær'.

Allerede på hendes første arbejdsdag klargjorde Spies reglerne for hende:

»Du kan ikke forvente, at jeg har noget med dig at gøre, for du er alt for gammel. Når man er over 18 år, bruger man sit hoved. Men når man er under, kan man godt få lov at forsøde tilværelsen for mig,« husker hun, at han sagde.

Sussie Sheikh var 22 år, og hendes opgave var at følge rejsekongen dag og nat, holde styr på hans aftaler og skrive referater af vigtige møder.

Hun skulle altid være til tjeneste og havde værelse ved siden af Spies, når han boede på Hotel Mercur inde i byen. I hans villa i Rungsted havde hun sit eget værelse.

Arbejdsdagen som privatsekretær begyndte klokken 6 om morgenen, når hun mødte ind i Spies' soveværelse for at gennemgå dagens aftaler.

Simon Spies med en flok af sine sekretærer.
Simon Spies med en flok af sine sekretærer. Foto: Per Helmer
Vis mere

I begyndelsen undrede det hende, hvor mange aftaler i Simon Spies' kalender der i løbet af en dag var afsat til møder med unge piger i hans soveværelse.

»Det gik op for mig, at det er mig, der skulle være pædagogisk leder og fortælle pigerne: 'Nu er det din tur.' Det blev mit ansvar, at de var glade og ikke var kede af det.«

»Mens jeg var midt i den virak, der var omkring Simon, var der ikke den store refleksion fra min side over, om det var okay, hvad der foregik,« siger hun.

Men i 2022, hvor MeToo-debatten har skærpet vores syn på magtmisbrug og lært os alle at trække tydelige grænser, ser hun anderledes på charterkongens bedrifter.

»Simon Spies er aldrig blevet fremstillet som den kyniker, han var,« siger hun i podcasten, hvor hun fortæller om sine oplevelser som ansat hos Simon Spies.

Hør podcasten 'Simon Spies' privatsekretær' på Podimo.

Hvis du vil have mere underholdning her på BT, så lyt til 'Det, vi taler om' lige her