'Kelly hyldede sin indianske arv, og jeg hyldede den store amerikanske filmskuespiller Alec Baldwin'.

Med de ord har den tidligere Fox News-korrespondent Rick Leventhal fået en hel masse mennesker på nakken. Teksten var nemlig ledsaget af et billede, hvor han og hans kone, Kelly Leventhal, var klædt ud som cowboy og indianer.

Det Instagram-opslag fandt mange nemlig ufølsomt med tanke på, at Alec Baldwin for mindre end to uger siden ved et uheld skuddræbte filmfotografen Halyna Hutchins på settet til westernfilmen 'Rust'.

'Dårlig smag', 'respektløst overfor den kvinde, han dræbte ved et uheld' og 'desperat efter opmærksomhed' lyder kritikken blandt andet i det eksploderede kommentarspor.

Rick Leventhal og hans kone Kelly Leventhal klædte sig ud som cowboy og indianer til halloween. Det mødte stor modstand, fordi den tidligere Fox News-korrespondent jokede med, han var Alec Baldwin, og også fordi han påstod, at Kelly havde indianerblod i årene.
Rick Leventhal og hans kone Kelly Leventhal klædte sig ud som cowboy og indianer til halloween. Det mødte stor modstand, fordi den tidligere Fox News-korrespondent jokede med, han var Alec Baldwin, og også fordi han påstod, at Kelly havde indianerblod i årene. Lykke Buhl Pedersen

Men de tusindvis af kritiske røster har ikke fået den konservative journalist til at trække i land.

»Jeg prøvede virkelig ikke at fornærme nogen, udover Alec Baldwin. Han er en nar, og han fortjener al den røg, han får lige nu,« siger Rick Leventhal i en officiel udtalelse.

Han mener derfor ikke, han har gjort noget forkert med sit kostume.

»Selvfølgelig har jeg ondt af offeret og hendes familie, men det her har aldrig handlet om hende eller dem. Hvis Baldwin er imod våben, hvorfor vifter han så sådan med dem i film og peger dem mod folk og trykker på aftrækkeren? Fokusér jeres vrede mod ham og hykleriet i den industri,« siger den tidligere Fox News-journalist.

Dette - nu slettede - billede delte Alec Baldwin på sin Instagram kort før ulykken.
Dette - nu slettede - billede delte Alec Baldwin på sin Instagram kort før ulykken.

Rick Leventhal fortæller desuden, at ægteparrets cowboy- og indianerkostumer blev besluttet for længe siden, hvorfor det var »en beslutning i sidste øjeblik«, at kalde cowboy-outfittet for et Alec Baldwin-kostume i stedet.

Derudover slutter journalistægteparret med, at de vil snakke om »al det had, de har mødt« for deres kostumer i deres nye podcast, 'Rick & Kelly Unmasked'.