Konsekvenserne af de sanktioner, der har ramt oligarken og Chelsea-ejeren Roman Abramovich, breder sig som ringe i vandet.

Ikke nok med, at han er blevet sat ud af spillet i Chelsea, så kan den totale frysning af hans værdier også betyde, at han kan få et udestående med den britiske dronning, skriver Wall Street Journal.

Abramovich ejer nemlig en meget speciel og meget dyr ejendom på Kensington Palace Gardens, som er en af de fineste gader i det centrale London. Den 15-værelser store ejendom, som Abramovich købte for 140 millioner dollar i 2011 (svarende til knap en milliard kroner) ligger tæt på kongefamiliens slot Kensington Palace.

Problemet er bare, at mens Abramovich ejer det store hus, så ejer han ikke jorden under det, der ejes af Crown Estate – et selskab, der ejer det britiske kongehus' jordområder.

Det store palads på Kensington Palace Gardens, som Abramovich ejer.
Det store palads på Kensington Palace Gardens, som Abramovich ejer. Foto: VICKIE FLORES
Vis mere

Dermed betaler Abramovich årligt leje til dronning Elizabeth. Men da hans aktiver nu er frosset, giver det også den stenrige russer problemer med at betale for jorden.

Ifølge Wall Street Journal betaler Abramovich et beløb på mellem 10.000 og 160.000 pund i leje til dronningen.

Crown Estate har ikke ønsket at kommentere Abramovichs sager over for Wall Street Journal, men en talskvinde for Crown Estate oplyser, at man forsøger at gøre, hvad man kan hurtigt for at overholde alle sanktionerne eller de omstændigheder eller de anvisninger, der må føre med dem.

Det er ikke lykkedes Wall Street Journal at få en kommentar fra Roman Abramovich.

Oligarkens ene superyacht 'Solaris' blev set nær Montenegro den 12. marts.  
Oligarkens ene superyacht 'Solaris' blev set nær Montenegro den 12. marts.   Foto: STEVO VASILJEVIC
Vis mere

Sagen viser dog, hvor hårdt sanktionerne rammer Abramovich, som torsdag kom på Storbritanniens sanktionsliste.

Abramovichs, der i 2021 var verdens 142.-rigeste mand med en formue vurderet til 96 milliarder kroner af Forbes, skabte sin formue på blandt andet olie, aluminium og aktier i det russiske flyselskab Aeroflot.

Han købte fodboldklubben Chelsea i 2003 og har haft tætte forbindelser til Storbritannien siden, hvor han også ejer flere store ejendomme. Dog har han altid været kendt for sine tætte forbindelser til den russiske præsident, Vladimir Putin, hvilket nu har ført til en sanktion mod ham.

Sanktionen betyder, at Abramovich slet ikke kan råde over de værdier, han har i Storbritannien.

Det er ikke sikkert, at Abramovich kan betale dronning Elizabeth.
Det er ikke sikkert, at Abramovich kan betale dronning Elizabeth. Foto: POOL
Vis mere

Dermed kan han ikke bruge sine dyre huse. Han kan desuden ikke få for eksempel strøm til huset eller få det gjort rent, ligesom han heller ikke kan leje det ud, skriver The Mirror.

Teknisk set er ejendommene blot 'frosset' og ikke beslaglagt, så hans familie kunne godt bruge dem, men i praksis vil det være svært, hvis der er lukket for basale nødvendigheder som strøm.

Det eneste af hans britiske aktiver, der er undtaget den totale fastfrysning, er fodboldklubben Chelsea, hvor der er åbnet op for muligheden for at gennemføre et salg. Indtægterne for klubben vil dog ikke blive givet til Abramovich eller nogen anden person på sanktionslisten.

Ifølge det britiske medie menes det ikke, at Abramovich opholder sig i Storbritannien for tiden, ligesom hans to superyachter, der tilsammen udgør en værdi på over 15 milliarder kroner, også er blevet sejlet væk fra vestlige havne, så de ikke er blevet beslaglagt.

Andre læser også