1,4 millioner dollars om måneden – eller hvad, der svarer til 8,7 millioner danske kroner.

Det er, hvad den britiske realitystjerne Megan Barton Hanson tjener på det omstridte pornowebsite OnlyFans.

Hjemmesiden er blevet diskuteret til hudløshed – også i Danmark, hvor eksperter blandt andet har kaldt det for 'Det Vilde Vesten' inden for porno.

Men det er noget pjat, påstår Megan Barton Hanson, der siden sin deltagelse i realityprogrammet 'Love Island' har gjort en karriere ud af sin OnlyFans-profil.

Det skriver The Sun, som har lavet et større interview med den 26-årige brite.

I interviewet langer hun blandt andet ud efter dem, som mener, at OnlyFans er et skridt tilbage for feminismen.

»OnlyFans er en betalt hjemmeside, som har formået at skifte dynamikken hos modeller og sexarbejdere således, at det nu er dem, som har magten over det indhold, de selv skaber,« siger hun.

Hun påpeger endvidere, at hun ikke forstår, hvorfor nogle mener, at hun er 'billig' og 'vulgær' bare fordi, hun nu tjener penge på sine sexede billeder og videoer frem for at dele dem gratis på andre sociale medier såsom Instagram.

»Mænd hungrer efter sexsymboler, men så snart kvinderne begynder at ville profitere af deres seksualitet, så bliver folk forvirrede og sure,« siger hun.

Megan Barton Hanson påpeger endvidere, at de feminister, som udskælder hende, burde huske på, at hun selv har ret til at vise – og dele – så meget af sin krop, som hun vil.

»Det eneste problem med sexarbejde er, når sexarbejderen ikke gør det frivilligt. Når en person er glad og har en indkomst, som gør, at de kan sørge for deres familie, og de betaler skat, så kan jeg ikke se, at det er et problem.«

Megan Barton Hanson er ikke den eneste kendis, som tjener kassen på OnlyFans.

B.T. skrev i forrige uge om rapperen Bhad Bhabie, der på blot seks timer tjente 6,3 millioner kroner på platformen. Det kan du læse mere om her.