»Han kom og tættere og tættere på, og jeg begyndte at blive mere og mere bange.«
Sådan lyder det fra den britiske realitypersonlighed Zara McDermott i sin nye BBC-dokumentar, 'Zara McDermott: Uncovering Rape Culture'.
Her fortæller hun – ifølge The Sun – om en skræmmende episode, hvor hun var tæt på at blive voldtaget.
Zara McDermott blev kendt, da hun for fire år siden medvirkede i realityprogrammet 'Love Island', og ifølge den 24-årige tv-kendis fandt episoden sted kort før optagelserne.
Her skal hun være gået gennem en lokal park, da hun opdagede, at en ung knægt i skoleuniform begyndte at følge efter hende.
På et tidspunkt kom han så tæt på hende, at han kunne tage fat i hende, hvorefter han pressede hende op mod et hegn.
Alt sammen foregik i fuldt dagslys,
»Jeg blev virkelig chokeret over, hvor hårdhændet han var. Han lignede ikke en, der var over 15 år,« siger hun ifølge det britiske medie.
Hun fortæller endvidere, at fyren »kastede sig over hende«, og at han kun stoppede sit foretagende, fordi forbipasserende råbte ham an.
Efterfølgende meldte Zara McDermott episoden til politiet, men overfaldsmanden blev aldrig fundet.
Den voldsomme hændelse er ikke den eneste gang, at realitypersonligheden er blevet udsat for seksuelle krænkelser.
Hun har tidligere været udsat for hævnporno, hvilket hun også fortæller om i dokumentaren.
Hævnpornoen skete, mens hun var med i 'Love Island. Her begyndte nøgenbilleder af hende at cirkulere på appen WhatsApp.
»Jeg deler min historie og viser mig frem allermest sårbar, følelsesladet og blottet,« har hun tidligere udtalt om årsagen til den nye dokumentar.
»Det har påvirket mit liv og mig som person enormt meget, og for første gang er jeg selvsikker nok til at tale ordentligt om det og dele min historie. Jeg er nervøs for at dele disse intime detaljer med verden, og jeg håber, det vil skabe en positiv forandring og mindske skyldfølelsen, der påduttes os ofre.«
Zara McDermotts nye dokumentar udkommer onsdag på BBC.