Søndag er folketingsmedlem for De Konservative Rasmus Jarlov endt i det, man kan kategorisere som en shitstorm.

'Endnu en uskyldig mand bliver jordet for en bagatel af MeToo-bølgen,' skrev han på Twitter lørdag til nyheden om, at Thomas Gotthard – præsten, der er idømt 15 års fængsels for at dræbe sin kone – blev afskediget fra sit embede onsdag.

Og det har ikke været tydeligt for alle brugere på Twitter, at der er tale om et forsøg på en joke, som Jarlov selv beskriver det.

Andre mener, at det ikke er i orden at lave sjov med den slags i forbindelse med en drabsdømt.

Herunder kan du læse nogle af de kommentarer, der er skrevet:

  • 'Manden dræbte sin kone?. Har du tabt sutten?' skriver Jeanette Avanti.
  • 'Den dræbtes fætter er på Twitter. Måske du kan nå at slette dit hjernedøde tweet. Det ville faktisk være fint. Eller endnu bedre. Slet din konto,' skriver Karina.
  • 'Dadadada er der nogen hjemme? Hvis det er humor, er den en noget syg form for det,' skriver Morten Wilder.

I kommentarsporet udstilles dem, der har givet hans tweet et like, og der er også delt en guide til, hvordan man anmelder Rasmus Jarlovs tweet for at være respektløst og stødende.

Det tør siges, at flertallet ikke er helt oppe at ringe over den 44-årige politikers forsøg på et komisk indslag. Derfor har Rasmus Jarlov cirka 15 timer efter, han skrev tweetet, valgt at forklare sig.

'Lad os lige skære helt ud i pap: Jeg gør mig ikke lystig over den dræbte kvinde. Jeg gør mig lystig over dem, der plejer at sige, at mænd bliver jordet over bagateller og erklærer mig hermed enig i, at det er dybt alvorligt, og at manden selvfølgelig skal sparkes ud,' skriver han og fortsætter med lidt refleksion:

'Jeg er sikker på, at de fleste godt fanger dette, men selvfølgelig er alle dem, der primært er på sociale medier for at misforstå ting, så de kan starte en forargelsesfest oppe at ringe. Det burde jeg have forudset.'

Han svarer også på en række kritiske kommentarer, hvor han forsøger at forklare baggrunden for tweetet. Her skriver han blandt andet, at hans hensigt var at understrege, at det i hans øjne er på sin plads, at Thomas Gotthard ikke længere er ansat som præst i folkekirken.

Det har desværre ikke været muligt for B.T. at få en kommentar fra Rasmus Jarlov.

Han svarer via sms, at han ikke ønsker at stille op til interview, og henviser til de svar, han har givet brugerne på Twitter.