Den skandaleramte vært Mads Aagaard havde efter et turbulent halvt år meget overraskende sikret sig et nyt job i branchen.

Sådan lød det i hvert fald fredag, men nu har radioproduktionsselskabet Rakkerpak Productions valgt at droppe ansættelsen.

Det skriver Journalisten, og på Twitter bekræfter virksomhedens direktør, Tor Arnbjørn, og begrunder beslutningen med den massive kritik, som ansættelsen har modtaget:

'Præmissen for ansættelsen var fra starten, at den ikke skulle skabe utryghed hos hans kommende kollegaer.'

'Men ansættelsen af Mads viste sig netop at skabe utryghed blandt vores medarbejdere på Rakkerpak Productions, og det tager vi konsekvensen af.'

Dermed stopper værtens ansættelse altså, før den overhovedet trådte i kraft.

Han skulle nemlig være startet 1. marts – godt fem måneder, efter han blev fyret fra DR som følge af flere sager om krænkelser og grænseoverskridende adfærd.

Det var Berlingske, der i oktober afdækkede forskellige episoder, hvor Mads Aagaard skulle have opført sig krænkende og truende over for særligt kvinder.

Uden at forholde sig til de konkrete episoder beklagede Mads Aagaard i en sms til mediet sin adfærd:

»Jeg må skamfuldt erkende, at mit forvoksede ego og mit infantile temperament har betydet, at jeg ikke har været i stand til at indse karakteren af mine handlinger, før de blev fremlagt for mig på én gang. Den næste tid vil jeg søge hjælp hos professionelle og mine nærmeste.«

I forbindelse med Berlingskes afsløringer besluttede DR at hjemsende 'Shitstorm'-værten.

Siden blev han afskediget grundet »manglende tillid til ham og hans varetagelse af opgaven som vært og programmedarbejder«.

Efterfølgende forsvandt Mads Aagaard mere eller mindre fra mediebilledet. Lige indtil i fredags, hvor Rakkerpak Productions altså afslørede, at man havde valgt at ansætte værten.

Tor Arnbjørn og Rakkerpak-meddirektør Dorte Palle oplevede, at nyheden vakte massiv kritik i mediekredse. Og denne, erkender man nu, var berettiget.

'Det er klart, at en virksomhed som vores ikke kan leve med en sådan kritik på grund af en ansættelse.'

'Der er ingen tvivl om, at ansættelsen var en fejlvurdering fra vores side, og den beslutning beklager vi over for alle parter, der var del i den sag, der gjorde, at Mads stoppede på DR,' lyder det således på Twitter.

Her understreger man også, at man altså har været lydhør over for kritikken, men trods alt fortsat er af den holdning, at folk skal have en chance til.

Over for Journalisten uddyber Tor Arnbjørn, at der i tilfældet med Mads Aagaard dog er tale om for grove krænkelser samt for kort en tidsperiode siden fyringen til, at dette også gør sig gældende for ham.

Direktøren afviser desuden at kommentere, hvorvidt beslutningen er truffet i kølvandet på, at kunder i mediebranchen har truet med at afbryde samarbejdet, hvis Mads Aagaard blev en del af holdet.

Ifølge den udtalelse, som Tor Arnbjørn har lagt på Twitter, er Mads Aagaard enig i beslutningen.

B.T. forsøger at få kommentarer fra alle parter.