For knap et år et siden blev en nøgen kvinde fundet død i vejkanten på en motorvej i Houston, USA.

Liget var af den 26-årige influencer Alexis Sharkey, som ifølge retsmedicinere var blevet kvalt til døde, inden hun blev smidt afklædt på den trafikerede vej.

Nu har sagen taget en dramatisk drejning.

Alexis Sharkeys ægtemand, som hun var separeret fra ved sin død, er nemlig nu fundet død.

Han har begået selvmord, efter han 29. september officielt blev udpeget som mistænkt gerningsmand bag drabet på sin hustru. Det skriver People.

Ifølge det amerikanske medie blev manden, 50-årige Thomas Sharkey, fundet død i Florida onsdag efter at have skudt sig selv i hovedet.

Politiet har ledt med lys og lygte efter Thomas Sharkey siden slutningen af september og udtalte på et pressemøde onsdag, at de tror, at han skød sig selv, fordi han vidste, de var tæt på at fange ham.

Politiet udtalte ligeledes, at de ikke har andre mistænkte i drabet på Alexis Sharkey, da hendes ægtemand var den eneste med et motiv til at dræbe hende.

Ifølge politiet har de i forbindelse med deres efterforskning fundet frem til, at der var en voldelig historik i forholdet mellem de to.

Selvom parret var separeret, så mener politiet ikke, at Thomas Sharkey ønskede at blive skilt.

Politiet udtalte også på pressemødet, at de flere gange har fanget Thomas Sharkey i at være uærlig under afhøringer.

26-årige Alexis Sharkey blev fundet død 28. november 2020.

Influenceren var blevet meldt savnet to dage tidligere, fordi hun ikke besvarede opkald eller beskeder fra sine venner og familiemedlemmer.

Allerede inden Alexis Sharkeys lig blev fundet, blev hendes mand beskyldt for at stå bag hendes forsvinden på sociale medier. Det skyldtes, at en af hendes veninder udtalte, at det var influencerens ønske at blive skilt.

Thomas Sharkey nægtede dog i den forbindelse at have en finger med i spillet:

»Det er forfærdeligt for mig. Folk siger så meget lort. Jeg har fået dødstrusler. Det generer mig ikke. Det, der generer mig, er, at folk fokuserer på alt det, der ikke betyder noget,« sagde han den dag, Alexis Sharkey blev fundet død.

»De skulle fokusere på at finde min kone. Alle ledte stadig efter hende, og jeg identificerede hende søndag morgen hos embedslægen. De kunne ikke identificere hende. De vidste ikke, hvem hun var, hun var der bare,« fortsatte han.