Han startede som engelsklærer med en beskeden månedsløn på knap 75 kroner. Han blev afvist 10 gange af eliteuniversitetet Harvard. Ikke engang fastfoodkæden KFC gad at ansætte ham.

Men Jack Ma så en mulighed før alle andre. Og med hjælp fra 17 venner gjorde han den til virkelighed. Her er historien om Kinas rigeste mand og hans mystiske 'forsvinden'.

Jack Ma – eller 'Crazy Jack', som han kaldes – er efterhånden blevet et erhvervsikon og en international superstjerne. Siden hans online salgsportal Alibaba i 2014 imponerede med verdens største børsnotering, har den karismatiske kinesiske forretningsmand været på alles læber.

Journalist, forfatter og Kina-ekspert Christina Boutrup er blandt dem, der har mødt mangemilliardæren:

»Det, jeg husker tydeligst fra interviewet, er, at han var lidt påtaget excentrisk. Han kom ind i lokalet, hvor jeg sad og ventede, og så tog han et golfjern frem. Og så begyndte han at svinge med det og spurgte, hvad jeg ville vide,« fortæller hun om mødet, der fandt sted, da hun i 2006 var journalist på Berlingske. Jack Ma var allerede på det tidspunkt en af Kinas rigeste personer.

Den 56-årige erhvervsmand lægger ikke skjul på, at han er særlig. Og han er kendt for sine specielle påfund.

For eksempel har han spillet kung-fu-mester i en kinesisk kortfilm, og han har givet den gas som rockmusiker foran sine ansatte. Men han er også kendt for sine erhvervsmæssige visioner, der har skabt millioner af job og for sine smarte og kendte citater.

»Hvis du ikke giver op, har du stadig en chance. At give op er den største fejl,« har han udtalt.

Jack Ma er en excentrisk forretningsmand. Her ses han i september 2020, hvor han giver den gas som rockstjerne foran sine ansatte i forbindelse med Alibabas 20-års jubilæum.
Jack Ma er en excentrisk forretningsmand. Her ses han i september 2020, hvor han giver den gas som rockstjerne foran sine ansatte i forbindelse med Alibabas 20-års jubilæum. Foto: STR
Vis mere

Sidstnævnte har givet ham lidt ridser i lakken. For selvom arbejdsmoralen er høj i Kina, så er arbejdsdage på 12 timer seks dage om ugen, som Ma er kendt for, lige rigeligt for kineserne.

Men ovenstående er kun et lille hak i Mas image. For han er nærmest en urørlig superhelt i Kina, og han plejer at kunne slippe af sted med meget. Også at kritisere regeringen. Lige til han gik over stregen i efteråret.

Men for at forstå Jack Ma må man kende hans historie.

Ma blev født i 1964 i Hangzhou i det sydøstlige Kina. Hans forældre havde ikke mange penge, og allerede som teenager fik Ma sin første gode idé. Han stod tidligt op og tilbød guidede ture til turister mod, at de gav ham lektioner i engelsk. Det var dengang, at han fik navnet Jack.

Ma uddannede sig til engelsklærer, men havde større drømme, og på en tur til USA i 1995 stiftede han bekendtskab med internettet. Her søgte han på ordet 'øl', men fik ingen hit på kinesiske øl og undrede sig så meget, at han fik ideen til at lave et kinesisk internetfirma.

Jack Ma er efterhånden en international superstjerne. Her ses han med skuespillerinden Nicole Kidman i forbindelse med et show hos Alibaba.
Jack Ma er efterhånden en international superstjerne. Her ses han med skuespillerinden Nicole Kidman i forbindelse med et show hos Alibaba. Foto: ALY SONG
Vis mere

De første to firmaer gik ikke så godt, men i 1999 fik han ideen til Alibaba – en online salgsportal, hvor eksportører kunne sælge deres varer direkte. Navnet, der er hentet fra fortællingen om 'Ali Baba og de fyrreogtyve røvere', fandt han på, mens hans sad på en café i San Francisco.

Det gik så forrygende med Alibaba, at både Goldman Sachs og Softbank allerede samme år skød penge i forretningen.

Resten er erhvervshistorie. For Alibaba er blevet en kæmpe succes og er i dag det nærmeste, som amerikanske Amazon har på en konkurrent.

Og så kunne eventyret slutte. Men det gør det ikke. For Jack Mas visioner var større.

CHINA-ANT GROUP/JACK MAeou13o1

I efteråret ville han børsnotere Alibabas søsterselskab, finansieringsselskabet Ant Group. Samtidig kritiserede han Kinas statsejede banker og de regulerende myndigheder.

Det fik den kinesiske regering til at aflyse børsnoteringen af Ant Group, der ellers stod til at blive verdens største.

»Pludselig går han over stregen. Der tror jeg, at det handler om, at Kina er påvirket af, at det meste af verden er i økonomisk krise, og den kinesiske regering er meget fokuseret på at minimere risici i Kinas finansielle system. Og så kommer Jack Ma på det mest følsomme tidspunkt, hvor regeringen er i gang med at implementere nye regler og love, så der ikke kommer en finanskrise i Kina, og kritiserer dem for at være gammeldags og ikke at være risikovillige nok,« forklarer Christina Boutrop.

Hun tror dog, at der er en grund mere til, at børsnoteringen blev aflyst: frygten for social uro. For det lå i kortene, at der skulle laves nye regler, og hvis de ramte de kinesere, der havde købt aktier, så aktiekurserne faldt, så kunne vrede aktionærer skabe kaos.

I 2017 gav Jack Ma den gas på scenen som Michael Jackson.
I 2017 gav Jack Ma den gas på scenen som Michael Jackson. Foto: STR
Vis mere

Balladen førte til, at Jack Ma fra den ene dag til den anden nærmest forsvandt fra jordens overflade.

Hans forsvinden blev omtalt som mystisk, og konspirationsteorierne tog fat. Indtil Jack Ma i onsdags efter tre måneder pludselig dukkede op i et videomøde.

Christina Boutrup har aldrig troet, at Jack Ma var 'rigtig forsvundet'.

»Jeg tror, at han håber på, at den børsnotering vil komme på et senere tidspunkt. Og for at få ro på hele situationen, tror jeg, at han indså, at det smarteste nok bare var at forsvinde – eller holde ekstremt lav profil. Man skal også huske, at Jack Ma selv er medlem af kommunistpartiet, og han bliver vurderet som et af de mest magtfulde mennesker i Kina,« siger hun.

Jack Ma forsvandt nærmest fra jordens overflade i efteråret. Men nu er han dukket op igen.
Jack Ma forsvandt nærmest fra jordens overflade i efteråret. Men nu er han dukket op igen. Foto: CHINA DAILY
Vis mere

Da han onsdag dukkede op, var det i forbindelse med et velgørenhedsprojekt, hvor han talte til lærere i provinsen.

Det vides ikke, hvorfor Jack Ma valgte at 'genopstå' netop der, men sammenhængen overrasker ikke Christina Boutrup:

»Det her viser, at Jack Ma er en god samfundsborger og bakker op om den officielle politiske linje, så det er sådan set en meget naturlig måde at komme tilbage på. Det giver utrolig god mening, at han valgte at gøre det.«

Kilder: New York Times, Businessinsider.com og entrepreur.com