Forestil dig et møde med syv erhvervsfolk. Alle er klar til at forhandle, da en siger:

»Du har i øvrigt gode bryster i den skjorte …«

Forestil dig seks mænd, der griner højt. Mens kvinden, som kommentaren er rettet mod, 'falder fra hinanden'.

Advokat og investor Mia Wagner kender situationen:

»Du er i et fagligt miljø, du er velforberedt – for det har vi kvinder lært, at vi må være, hvis vi vil spille med. Men det er svært at komme igen efter sådan en kommentar. Mændene forstår ikke, at de æder en kvindes selvværd og faglige integritet med den slags kommentarer.«

Jacob Risgaard, Christian Arnstedt, Mia Wagner, Jan Lehrmann og Jesper Buch er med i 'Løvens hule' i 2021.
Jacob Risgaard, Christian Arnstedt, Mia Wagner, Jan Lehrmann og Jesper Buch er med i 'Løvens hule' i 2021.
Vis mere

Hun er overbevist om, at 'MeToo er en af grundene til, at vi ikke er kommet længere med ligestillingen'. Det har hun nu tænkt sig at ændre på.

Du kender Mia Wagner som investor i 'Løvens hule'. Hidtil har hun siddet i panelet som direktør for Freeway-koncernen, der blandt andet ejer Dating.dk, Avisen.dk og Lejebolig.dk.

Men når hun i næste sæson sætter sig til rette i 'hulen', investerer hun på vegne af sin familie – og sin egen nye virksomhed.

Sammen med Anne Stampe Olesen har hun etableret virksomheden Nordic Female Founders. Begge kvinder var tidligere direktører i Freeway-koncernen. Nu er deres mål at skabe bedre balance mellem kønnene i dansk iværksætteri.

»Det er direkte mærkeligt at se den forskelsbehandling, der er mellem mænd og kvinder i erhvervslivet. Blandt andet får kvinder ikke de investeringer, mænd får,« siger den 42-årige erhvervskvinde.

Tallene afslører det. Blot hver fjerde nye danske virksomhed er stiftet af en kvinde, og kvinder får kun fingre i én sølle procent af al den kapital, der investeres i nye virksomheder.

»Som kvinde tror man, at det er en selv, der er problemet. Men det er systemet, den er gal med,« siger Mia Wagner.

Uretfærdighederne kan hun få øje på mange steder. Hun har oplevet dem selv, og hun har set dem i sit netværk. Igen og igen:

Ifølge Mia Wagner trænger kvindelige iværksættere til lidt mere medvind. Det vil hun nu hjælpe dem til. Foto Mathias Svold
Ifølge Mia Wagner trænger kvindelige iværksættere til lidt mere medvind. Det vil hun nu hjælpe dem til. Foto Mathias Svold Foto: Mathias Svold
Vis mere

Det kan være kvinden, der bliver kaldt til møde med en investor for at finde ud af, at det ikke var business, investoren ville tale om.

Det kan være kvinden, der ikke kan få en samtale i banken om et lån, medmindre hun tager sin mand med.

»Det er jo fuldstændig åndssvagt,« siger Mia Wagner, der også selv har oplevet at blive forskelsbehandlet:

»Jeg har skullet lære at rette ryggen, brede brystet ud og at tale højere for at blive hørt,« siger hun og puster den indre brushane op for at vise hvordan.

»Jeg må bare konstatere, at mænd og kvinder i dansk erhvervsliv ikke spiller på samme spilleplade.«

Lige for tiden er World Economic Forums rapport om ligestilling hendes yndlingsbog. Men det er ikke opmuntrende læsning, for Danmark ligger lavt på hitlisterne.

Vi indtager:

  • plads nr. 102 målt på antallet af kvinder i toppen af erhvervslivet
  • plads nr. 14 målt på ligestilling mellem kønnene, mens Island, Sverige og Norge ligger i top

»Hvad fanden laver vi?« spørger Mia Wagner på jysk og giver selv svaret:

»Jeg synes, vi er gået i stå.«

Efter to sæsoner i 'Løvens hule' har hun opdaget, at andre kvinder ser hende som et forbillede. Det forpligter og bestyrker hende i, at hun kan gøre en forskel.

Det er kun fire uger siden, de to kvinder offentliggjorde deres nye virksomhed. De vil arbejde for en større repræsentation blandt danske iværksættere, skabe et fællesskab, hvor kvindelige erhvervsfolk kan lære af hinanden, og samle investor-fællesskaber, så flere kvinder bliver klædt på til at investere.

Ofte bliver Mia Wagner set som feminist. Men først og fremmest er hun forretningskvinde, og hun er ikke på hævntogt mod mændene.

»Jeg har mange mandlige forbilleder, som har inspireret mig. Der er ingen bitterhed og vrede i det her. Men hvordan kan man IKKE synes, at der skal være ligestilling mellem kvinder og mænd?« spørger hun retorisk.

Da MeToo-bølgen rullede, spurgte flere journalister til Mia Wagners egne oplevelser. Dengang havde hun ikke lyst til at pege fingre ad nogen.

»Men selvfølgelig har jeg oplevet det ... ellers ville jeg ikke sidde her.«

Hun begyndte sin karriere som en af de få kvindelige advokater og har ofte været ene kvinde i en tætpakket retssal.

»Jeg har oplevet både indre og ydre barrierer. Men måden, man håndterer det på, er forskellig, alt efter om man er ung og nyuddannet eller 42 år og har prøvet lidt af hvert.«

Mia Wagner etablerer nyt firma for at investere i kvindelige iværksættere. Foto Mathias Svold
Mia Wagner etablerer nyt firma for at investere i kvindelige iværksættere. Foto Mathias Svold Foto: Mathias Svold
Vis mere

Hun vil stadig ikke pege fingre, men tror på at 'vi skal gøre op med den kultur, der skaber barrierer for kvinderne'.

Fremover vil hun investere i kvinder – og i mænd.

»Jeg vil gerne have mænd med. Det er ikke en lukket klub – jeg elsker mænd.«

Målet er at skabe øget ligestilling – og mere værdi i Danmark.

»Det er dét, der interesserer mig.«