'Hvorfor er det, at seje erhvervskvinder skal elske fodtøj, man kun med besvær kan gå i?'

Sådan spørger Berlingske Business' Birgitte Erhardtsen, der sætter spørgsmålstegn ved DR-stjernen og toperhverskvinden Mia Wagners valg af sko.

Journalisten mener nemlig ikke, at en lang arbejdsdag i høje hæle harmonerer med et ønske om ikke at underlægge sig det kønsopdelte arbejdsmarked, som Freeway-direktøren er modstander af.

Men 42-årige Mia Wagner, der nok er bedst kendt som investor i DR-programmet 'Løvens hule', tager ikke angrebet personligt.

Mia Wagner - i midten i stiletter - er blandt andet kendt som investor i 'Løvens Hule' på DR1.
Mia Wagner - i midten i stiletter - er blandt andet kendt som investor i 'Løvens Hule' på DR1. Foto: Per Arnesen
Vis mere

»Hvis hun synes, det er ubehageligt at gå i høje hæle, så kan hun da bare tage et par flade sko på, det er helt fint med mig,« griner Mia Wagner, da B.T. beder om en kommentar.

Hun hæfter sig med glæde ved, at journalisten er skuffet over hendes skovalg, netop fordi hun respekterer hende som forretningskvinde og rollemodel. Men hun er ærgerlig over at blive skudt i de højhælede sko, at de to ting ikke kan forenes.

»Når jeg laver business, så klæder jeg mig derefter, og det kan for mig være at have højhælede sko på,« siger Mia Wagner til B.T.

Fordi du føler, du skal, eller fordi du har lyst?

»Hår, makeup og tøj er legetøj for kvinder. Det er sjovt, og jeg kan godt lide det. Jeg har lyst til at gå i stiletter, og det er mit eget valg. Det er netop det, der giver mig styrke og manifesterer, at jeg selv vælger, hvordan jeg ser ud,« slår hun fast.

Hun er efterhånden stødt på debatten flere gange. Om hvordan hun med sine sko, tøj og makeup er med til at fastholde kvinder i de klassiske kønsroller: En forretningsmand skal være dygtig, mens en karrierekvinde både skal være dygtig og smuk for at blive taget seriøst.

Men det er forfejlet, mener Mia Wagner.

»For mig lægger debatten op til, at vi kvinder skal agere som mænd for at få succes i erhvervslivet og derfor ikke må have høje hæle på eller udvise kvindelighed. Jeg har set flere eksempler på kvindelige ledere, der føler, de skal være mandlige for at få succes. Klipper håret kortere, tager flade sko på, omstiller sig for at spille efter de spilleregler, der gælder. Og det er jo en stor misforståelse,« siger hun.

»Vi kan sagtens være hele mennesker – være kvindelige og have succes. Vi skal være med til at sætte spillereglerne, og det er det, kampagnen understreger,« siger hun.

Kritikken fra Birgitte Erhardtsen kommer nemlig på baggrund af en reklame for skomærket Roccamore, hvor Mia Wagner står med et fast blik og med stiletterne slynget om nakken som et par boksehandsker og bliver billedet på en rebelsk kvinde, der både kan være en benhård erhvervskvinde, mor og kvinde på høje hæle.

Det forholdsvis nystartede skomærke Roccamore er skabt med komfort for øje af iværksætteren Frederikke Schmidt, som har lavet en særlig sål, hvis aflastende egenskaber er blevet dokumenteret af en forskningsenhed på Hvidovre Hospital.

Derfor mener Mia Wagner, at kritikken – særligt i dette tilfælde – er helt hen i vejret.

»Det en fejlfortolkning af kampagnen, for Roccamore laver sko, der er rare at gå i og gør op med, at det kan være ubehageligt for nogle at være feminine,« siger hun om skomærket, der udnævner hende til en 'Roccamore-rebel'.

Men er det så rebelsk at tage stilletter på på arbejde?

»Noget tyder på, det er rebelsk, siden det har affødt et debatindlæg,« griner Mia Wagner.