Det kan godt være, at realityserien ‘Keeping up with the Kardashians’ snart er slut.

Men det betyder ikke, at medlemmer fra den berømte familie vil holde sig ude af rampelyset. Caitlyn Jenner overvejer nemlig at stille op som guvernør i Californien.

Det melder det amerikanske nyhedsmedie Axios.

Caitlyn Jenner, der i Kardashian-serien oprindeligt var kendt som Kris Jenners mand, Bruce Jenner, men som sidenhen skiftede køn til kvinde, har ifølge mediet søgt rådgivning hos politiske konsulenter.

Her forsøger hun aktivt at undersøge mulighederne for at stille op som guvernør for staten på USAs vestkyst, fortæller tre kilder med kendskab til sagen til Axios.

Sagen optager medierne, da hun dermed vil kunne udfordre den nuværende guvernør, demokraten Gavin Newsom, der kan risikere et tilbagetrækningsvalg – et såkaldt recall election – hvor han kan risikere at miste posten.

Det kan ske, da han er kommet i modvind hos republikanerne, der er utilfredse med hans immigrations- og skattepolitik. Desuden er han blevet kritiseret for håndteringen af coronavirussen.

Hvis Jenner stiller op som modstander, vil det give meget fokus på kampen om posten. Jenner er nemlig kendt for at støtte republikanerne.

Caitlyn Jenners talsmand har ikke villet kommentere sagen over for Axios, men ifølge Axios har Jenner kontakt med Caroline Wren, der blandt andet tidligere har arbejdet med Trumps kampagner.

Hvis Jenner ender med at blive guvernør, så får Californien ikke bare en reality-stjerne på posten, men også en tidligere OL-vinder. Jenner vandt nemlig tilbage i 1976, som Bruce Jenner, en olympisk medalje i tikamp.

Skulle det ske, at Jenner ender med at snuppe posten fra Newsom, vil det trække minder til 2003.

Dengang vandt en anden sportsmand, bodybuilderen og filmstjernen Arnold Schwarzenegger, guvernørposten efter netop et såkaldt tilbagetrækningsvalg.