Nu er det officielt.

Tv-personligheden og tidligere OL-guldvinder Caitlyn Jenner stiller op som republikansk guvernør i Californien.

Det sker efter flere spekulationer i medierne i den seneste tid, men nu er det altså officielt ifølge den 71-årige Caitlyn Jenners egen Twitter-profil.

»Californien har været mit hjem i næsten 50 år. jeg kom hertil, fordi jeg vidste, at uanset ens baggrund, så kunne man altid vende ens liv rundt og forfølge sine drømme. Men over det seneste årti har vi set vores dejlige stat falde sammen til et 'et partis styre,'« skriver hun i de officielle opstillingspapirer.

Udover nu at skulle kæmpe en kamp om at blive Californiens kommende guvernør, så er Caitlyn Jenner især kendt for at kæmpe for transpersoners rettigheder, som hun fortsat vil have med i valgkampen. Caitlyn Jenner er selv transkønnet og var tidligere Bruce Jenner.

Det er ikke første gang, at en kendis har forsøgt sig på guvernørposten i Californien.

Både tidligere præsident og skuespiller Ronald Reagan og skuespiller Arnold Schwarzenegger har begge besiddet posten i en periode – begge for republikanerne.

I 70erne blev Caitlyn Jenner olympisk mester i tikamp, men i dag huskes hun især fra det amerikanske realityshow 'Keeping Up with the Kardashians'. Caitlyn Jenner er forælder til de verdensberømte søstre Kendall og Kylie Jenner, der ligeledes optræder i tv-serien.