Det burde ifølge en revisor ikke være muligt for Mai Manniches firma JEWLSCPH at tjene penge.

Sådan lyder dommen fra Jan Brødsgaard, chefkonsulent hos FSR Danske Revisorer, der har gennemgået regnskaberne for firmaet i en artikel til Berlingske.

Ifølge regnskaberne har JEWLSCPH haft underskud de sidste 12 regnskabsår.

I 2020 var der et underskud på 620.184 kroner, og i 2019 lød underskuddet på 529.214 kroner.

I det seneste regnskab for 2021 var underskuddet på 313.000 kroner.

Gælden i firmaet er samtidig vokset støt og er på 5.195.097 kroner.

Gælden er opstået som følge af de lån, der er postet i virksomheden for at holde den oven vande, vurderer chefkonsulenten.

»Helt generelt ligner det, at man ikke kan tjene penge i denne virksomhed. Der er en kæmpestor kortfristet gæld. Der må være nogen, som har skudt penge i denne virksomhed, og hvis ikke der var det, så ville den formentlig ikke eksistere, for den taber penge hvert år,« siger Jan Brødsgaard til Berlingske.

Ifølge vurderingen stammer gælden ikke fra banker eller pengeinstitutter.

Dermed mener revisorchefkonsulenten, at det er realistisk, at lånene er fra personer, der ønsker, at firmaet fortsætter.

Det har ikke været muligt at få et svar fra Mai Manniche om, hvem lånene stammer fra.

Dog skriver hun i et skriftligt svar, at hun som ejer af firmaet forventer, at der vil komme fremgang i 2023.

Firmaet ejes ud over af Mai Manniche af hendes forældre Vibeke Manniche og Peter Riis Hansen.

B.T. har tidligere beskrevet nogle af de udfordringer, Mai Manniche har mødt i sin smykkevirksomhed – ikke mindst beskyldningerne om, hvorvidt hun havde kopieret sine design, som du kan læse om HER.

Andre læser også