Sidste år scorede de løverne Jesper Buch og Jacob Risgaard som investorer i DR-programmet 'Løvens Hule'.
Men her et år senere fulgte en lukning, og nu er firmaet Ladybox erklæret konkurs.
Det viser et konkursdekret i Statstidende, skriver Finans.
Firmaet, der solgte abonnementer på kasser med forskellige plejeprodukter til kvinder, meddelte, at de lukkede i februar:
I et opslag på Linkedin skrev de to stiftere af firmaet, Camilla Paulsen og Camilla Bilgrav, at 'en pandemi og krig har haft for store konsekvenser for en lille forretning som vores'.
Ifølge Jesper Buch gjorde to kvinder da også alt rigtigt undervejs i virksomheden.
Men de udefrakommende kræfter blev for store, sagde han i februar til B.T. og understregede, at han ikke fortryder sin investering:
»De er så skønne de to (stifterne af Ladybox, Camilla Bilgrav og Camilla Paulsen, red.). Og min strategi er altid, at i det sekund, jeg overfører penge fra min konto til en investering, så siger jeg til mig selv, at jeg har tabt dem. For så kan det kun gå den rigtige vej. Og sådan er det bare nogle gange i det game her,« forklarede Buch og tilføjede:

»Nogle gange taber jeg 300.000 kroner eller to millioner, og andre gange, så vinder jeg 35 millioner eller 100 millioner, og i sidste ende, så ved jeg godt, hvordan den statistik ser ud i min verden.«
Han og Jacob Risgaard investerede 300.000 kroner i firmaet.
Ifølge Finans havde Ladybox et underskud på 1,3 millioner kroner i 2022.
»Jeg har brugt de seneste uger på at slappe af, være glad og stolt af alt, hvad vi har opnået i Ladybox - Også selvom det ikke endte, som vi havde drømt om. Jeg står tilbage og ved, at vi har givet blod, sved og tårer. Derfor er det også okay, at det ikke gik,« skriver Camilla Poulsen i et Linkedin-opslag.
Kurator Per Astrup Madsen siger til Finans, at han nu skal undersøge, om nogle er interesserede i at overtage virksomheden.