Hvis man spørger den tidligere 'Løvens hule'-deltager Ole Østbjerg, er der noget muggent ved det kontrolbesøg, der i januar resulterede i en sur smiley og en bøde på 15.000 kroner.

»Jeg tror på det bedste om mine kollegaer ude i branchen, men vi må også erkende, at det er andre tider. Firmaerne kæmper for at overleve, og man kunne da godt forestille sig, at der er nogen, der syntes, det var sjovt at give os nogle udfordringer,« siger direktøren.

Det er anden gang på blot fire måneder, at onlineslagteren Mr. Beef får – og klager over – det berygtede sure fjæs for vildledende markedsføring. Men over for B.T. afviser Fødevarestyrelsen, at ansvaret ligger andre steder end hos direktøren.

I kontrolrapporten fra 5. januar har Fødevarestyrelsen noteret, at flere af slagtervirksomhedens færdigretter var angivet som værende 'fremstillet uden brug af tilsætningsstoffer' – på trods af at indholdslisten lød på op til flere indholdsstoffer.

Ifølge Ole Østberg var det dog ikke den besked, han fik mundtligt under kontrolbesøget. Han hævder, at der stod 'hjemmelavet fra bunden uden brug af unødvendige tilsætningsstoffer' på Mr. Beefs hjemmeside, og at medarbejderen fra fødevarekontrollen fortalte ham, at han ville være gået fri af en anmærkning, hvis han omvendt havde skrevet 'hjemmelavet fra bunden med brug af nødvendige tilsætningsstoffer.

»Og de to sætninger betyder jo det samme. Så vi får en bøde og en sur smiley på baggrund af ordkløveri,« siger Ole Østberg, der kalder hele affæren for 'skrankepaveri'.

Det forløb kan Michael Rosenmark, chef for Fødevarestyrelsens Rejsehold, dog ikke genkende. Han ligger angiveligt inde med screendumps af mrbeef.dk, hvor der står 'ingen tilsætningsstoffer'.

»Så det er en rimelig klar overtrædelser af reglerne om, at man ikke må skrive noget, der ikke passer. Man kan måske godt kalde det 'ordkløveri', men vi kalder det selv 'vildledning',« siger han.

B.T. har bedt om lov til at se de omtalte screendumps, men da de vil indgå som beviser i en eventuel straffesag, er det ikke muligt at få dem udleveret, før sagen er afsluttet, lyder det fra Rejseholdschefen.

Kontrolbesøget hos Mr. Beef blev udført på baggrund af en anmeldelse fra en anonym borger, der ifølge anklagen havde undret sig over ordlyden flere steder på hjemmesiden. Og Ole Østbjerg har en nagende mistanke om, at den anonyme anmelder bevidst har forsøgt at skade hans virksomhed, fortæller han.

I et andet tilfælde fik Mr. Beef nemlig en anmærkning for at bruge betegnelsen 'hjemmelavet luksus julemedister', fordi grisen var opdrættet konventionelt, og krydderiblandingen købt eksternt og ikke lavet i samarbejde med Mr. Beef. I princippet ville en anden slagter derfor kunne købe den samme krydderiblanding og lave præcis samme medisterpølse, lød forklaringen fra Fødevarestyrelsen.

»Som fagmand kan jeg jo godt se, at det her ikke er noget, en almindelig forbruger ville bemærke. Det er noget, som nogen med forstand på det hele, har opdaget. Det stinker lidt, hvis du spørger mig,« siger Ole Østbjerg.

Ole Østbjerg og Bjørn Lundsgaard står bag virksomheden MrBeef.dk.
Ole Østbjerg og Bjørn Lundsgaard står bag virksomheden MrBeef.dk. Foto: Pressefoto
Vis mere

Han undrer sig over, at det i det hele taget er muligt at anmelde en virksomhed anonymt.

»Hvis jeg var en dum skid, der ikke havde andet at tage mig til, kunne jeg anonymt anmelde alle mine konkurrenter for noget, jeg måske selv havde fundet på,« siger han.

Ifølge chefen for Fødevarestyrelsens Rejsehold er det altid muligt at anmelde virksomheder anonymt, hvis man for eksempel frygter repressalier.

»Men vi farer ikke ud og giver en bøde på baggrund af en anmeldelse. Vi tager ud og kontrollerer virksomheden, og så får han kun en bøde, hvis vi konstaterer overtrædelser. Hvis man har overholdt reglerne, er det værste der kan ske, at man får en glad smiley,« siger Michael Rosenmark.

Det argument køber Ole Østbjerg dog ikke.

»Reglerne er blevet så komplicerede, at det er lige før, man skal have en levnedsmiddellaborant og en jurist ansat. Og det er lige meget, om du er et stort supermarked eller en lille lokal bager,« forklarer han.

Mr. Beef-direktøren har en fortid som kødgrossist, restauratør og slagter gennem 30 år, og han hævder, at man før i tiden kunne tage en snak med Fødevarestyrelsens udsendte.

»Og så kom de og sagde: 'Hey Ole, du skal lige passe på med at kalde det luksusmedister, for så er du ude i en gråzone', men i dag falder hammeren med det samme. Jeg havde da ikke kundskab eller viden om, at jeg ikke måtte kalde det luksusmedister. Det er kugleskørt.«

Ole Østbjerg har endnu ikke taget stilling til, om han vil acceptere bøden på de 15.000 kroner, eller om han vil tage sagen til retten.