Linse Kesslers seneste år har budt på mange nedture.

Det er ikke nogen hemmelighed, at Linse Kessler har haft et turbulent liv. Det seneste år har dog været lige en tand for turbulent efter hendes egen smag.

Det fortæller hun i Weekendavisens podcast 'Det næste kapitel'.

»Jeg har lidt meget økonomisk. Så meget, at 'skattefar' ringede og sagde: 'Hey Linse, nu skal du til at stramme dig an!'. Jeg havde en stor gæld til skat. Det var faktisk lidt voldsomt,« fortæller realitydronningen i podcasten.

Linse Kessler har mødt sin nye fyr på Tinder.
Linse Kessler har mødt sin nye fyr på Tinder. Foto: TV 3
Vis mere

Grunden til den økonomiske last skyldtes, at Linse Kessler tabte en masse penge i tre forskellige projekter.

Først hendes »spanske eventyr«, hvor hun drev et bed & breakfast, som hun lukkede efter en sæson på grund af underskud og savn til familien hjemme i Danmark.

Så et vegansk madprojekt, hvor Bryggen-stjernen investerede stort i en takeaway-restaurant, som hun kaldte 'Veganski' – og som hun droppede, inden hun nåede at åbne den, fordi hun havde for meget at se til.

Og ikke mindst købte Linse Kessler et hus på Amager, som hun solgte igen efter lidt over en måned. Det kostede hende 800.000 kroner ifølge hovedpersonen selv.

Oveni det måtte Linse også håndtere en anden nedtur. Noget, der var meget værre end de tabte penge.

»Det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg havde et uvenskab med min datter Geggo i en længere periode. Det ramlede lige oveni det med pengene, og jeg kan huske, jeg en dag sad på min sofa og tænkte: 'Kan der gå flere ting galt nu?'. Jeg tror, at hvis jeg ikke havde været så stærk, som jeg er, så havde jeg fået en depression i den periode.«

Linse fortæller dog i podcasten, at der siden er blevet rettet op på begge dele. Skattegælden er væk, og hun og Geggo er på talefod igen.