Han vakte landsforargelse, da han kørte sin firhjulstrækker i søen. Han elsker at flashe sit liv med luksusbiler på Instagram, og senest har han skabt furore med et billede af en hund og en død kat.

Lego-arving Anders Kirk Johansen har i mange år skilt sig ud fra sin ellers så pressesky familie. Men hvem er han egentlig? Og hvad er hans image efterhånden?

»Forestiller mig, folk har måttet fortælle dig, at din handling er ondskabsfuld, ubetænksom, tankeløs, uempatisk og at du skal få styr på din hund og allermest dig selv og dit opblæste ego.«

Så kontant lød det i en rasende kommentar fra kendissen Kira Eggers, da Lego-arvingen Anders Kirk Johansen, der er oldebarn til Lego-grundlæggeren Ole Kirk Christiansen – for få dage siden lagde et billede op af sin hund Pippi ved siden af en død kat og teksten 'glad for katte'.

Anders Kirk Johansen ved sit bryllup i 2011. Parret er siden blevet skilt.
Anders Kirk Johansen ved sit bryllup i 2011. Parret er siden blevet skilt.
Vis mere

Opslaget vakte forargelse hos hundredvis af dyreelskere, og selv om den 45-årige Lego-arving senere slettede det og forklarede, at det var en joke, og at katten allerede var død, inden hans ruhårede hønsehund fandt den, så var en mindre shitstorm uundgåelig.

Og det er langtfra første gang, at Anders Kirk Johansen har bragt sig selv i fokus.

Han var kun i midten af 20erne, da han købte sit første gods – Rohden Gods ved Vejle, hvor han stadig bor i dag. Og som kun 28-årig blev han direktør i Vejle Boldklub, efter at have investeret en pæn sum i klubben.

I 2011 stjal han også overskrifterne, da han sikrede sig et palæ midt i København til 38 millioner kroner, og da han senere samme år blev gift, deltog kronprinsparret i hans bryllup. Desuden har han flere gange været med ved kongelige jagter.

Kronprinsparret var med ved Anders Kirk Johansens bryllup.
Kronprinsparret var med ved Anders Kirk Johansens bryllup.
Vis mere

I 2021 bragte han manges sind i kog, da han kørte sin firhjulstrækker ud på isen ved sit gods ved Vejle – og røg igennem, og tilbage i 2016 var det hans skilsmisse, der kom i fokus.

Dengang fortalte hans daværende kone Anja Kirk Johansen, der fik 50 millioner kroner i skilsmissegodgørelse, at Anders Kirk Johansen forsøgte at smide hende og børnene ud af en luksusvilla på Østerbro.

Sagen endte med et forlig i fogedretten, hvor Anders Kirk Johansen efterfølgende ærgrede sig over forløbet.

»Det er en sørgelig situation, som jeg er frygtelig ked af. Det er sørgeligt, at det er endt her, og at det er endt i en offentlig sag«, lød det fra Lego-arvingen.

Ifølge Christoph Ellersgaard, der forsker i eliten på CBS, er Anders Kirk Johansens opførsel markant anderledes end den, man normalt ser i de rige kredse hos familier, der som Lego-familien, har været rige i flere generationer:

»Det her er jo normalt en gruppe mennesker, der lever efter devisen – dem, der lever stille, lever godt. Så at skabe så meget larm om sig selv, er noget som mange i denne gruppe tager sig til hovedet over,« siger han.

Anders Kirk Johansen er oldebarn  af Lego-grundlægger Ole Kirk Kristiansen, og har sin formue fra sin mor, Gunhild Kirk Johansen, der er søster til Kjeld Kirk Kristiansen, der sammen med sine børn ejer Lego.

I 2007 trak familien Kirk Johansen sig ud af Lego, og Gunhild Kirk Johansen og hendes tre sønner fik omkring halvdelen af Lego-formuen, der dengang blev vurderet til at være omkring 15 milliarder kroner værd.

Siden har Kirk Johansen-familien stiftet investeringsselskabet Kirk Kapital, og familien har siden ligget pænt i toppen af Danmarks rigeste. Sidste lød formuen på 8,3 milliarder kroner, hvilket sikrede dem pladsen som Danmarks 20. rigeste familie.

Da Anders Kirk Johansen lever af investeringer, og derfor ikke direkte er forbundet med et brand, mener Christoph Ellersgaard ikke, at hans udskejelse får de store konsekvenser for ham.

»Det betyder nok ikke så meget for ham, for det er en luksus, man har, når man har så mange penge. Så kan man faktisk tillade sig at være forholdsvis ligeglad med, hvad andre mennesker synes om en,« siger han.

Det er kommunikationsrådgiver Anna Thygesen enig i.

»Det har meget indflydelse på hans personlige brand. Men nu er han heldigvis i den heldige situation, at han nærmest ikke behøver at tjene penge – han kan bare bruge penge. Så jeg tror, dybest set, at han er lidt ligeglad med, hvad folk mener,« siger hun og tilføjer, at hans adfærd typisk er en, som man ser hos yngre rige mennesker:

»Det er jo sådan et 'rich kid'- syndrom, hvor han fyrer den af, og hver gang er det, som om nogen fortæller ham, at det er altså ikke særlig smart. Det kan man bedre tillade sig, når man er yngre, og man ikke tænker sig om. Men han er jo ikke en ung mand mere,« siger hun.

Anders Kirk Johansen har ikke haft lyst til at kommentere billedet med katten og hunden eller Kira Eggers kritik over for B.T.