Hvis du er en af dem, der følger med i tv-serien 'The Olsens', har du nok opfattelsen af, at Irina Olsen og Morten 'Faustix' Olsen er et lykkeligt gift par.

Det er også sandheden, men forud for det ligger der en fortid, der ikke er forenelig med lykke og bryllup. Snarere tværtimod.

Efter parret netop havde fået deres datter, Allessia, gik det populære par fra hinanden grundet Morten Olsens alkoholproblemer. Det taler influencer Irina Olsen med podcastvært Maria Jencel om i onsdagens afsnit af '112 for knuste hjerter'.

»Den Morten, jeg kendte og blev forelsket i, forsvandt lige så stille. Jeg kunne ikke kende ham mere. Hans blik, hans personlighed, sågar hans duft var en helt anden, end det jeg kendte til. Han kunne være væk i nogle dage, hvor jeg ikke vidste, hvor han var, og hvordan han havde det. Jeg var konstant bange for at få et opkald, om at der var sket ham et eller andet,« fortæller den 34-årige influencer i podcasten.

Irina Olsen / Irina the Diva I hendes hjem sammen med søsteren der også er hendes assistent
Irina Olsen / Irina the Diva I hendes hjem sammen med søsteren der også er hendes assistent Foto: Niels Ahlmann Olesen
Vis mere

Derfor tog hun beslutningen om at forlade dj'en. En beslutning, der ikke var så let, som det ellers kunne tyde på.

»Jeg forsøgte i lang tid at redde ham. Jeg ville bare redde ham, koste de kræfter, det krævede. Men på et tidspunkt var det nået så langt ud, at jeg skulle gøre op med mig selv, om jeg ville redde mig selv.«

En beslutning, som hun fik stor opbakning til fra sin omgangskreds. De kunne faktisk ikke forstå, hvorfor hun ikke tog beslutningen noget før.

»Det var svært for andre at forstå, at jeg ikke bare gik fra ham, fordi de kunne se, at det ikke var godt for mig at være i. Men det er altså rigtig svært at gå fra en, man elsker, og som man ovenikøbet kan se har brug for hjælp.«

Irina og Faustix på den røde løber ved Zulu Awards i KB Hallen torsdag den 29. april 2021. (foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2021).
Irina og Faustix på den røde løber ved Zulu Awards i KB Hallen torsdag den 29. april 2021. (foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2021). Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Parret var fra hinanden i næsten et år. De fandt sammen igen i 2018. I september 2019 blev de gift. Brylluppet fik seere af 'The Olsens' fornøjelsen af at se på nært hold.

'Faustix' er i dag tørlagt alkoholiker.