Inden længe skal Sus Wilkins giftes. Efter otte års forhold med Freja Kirk giver parret til efteråret hinanden det kærligste 'ja', der findes.
Men lykken er som bekendt flygtig – og for tre år siden var den ikkeeksisterende hos parret.
Det taler den 32-årige skuespillerinde med podcastvært Maria Jencel om i onsdagens afsnit af '112 for knuste hjerter'.
»Vi havde en periode, hvor vi bare ikke var i sync. Vi blev uvenner hele tiden, og vi kunne ikke forstå hvorfor. Det varede i for lang tid, og jeg kan huske, at vi sad til sidst og kiggede på hinanden og sagde: 'Det kan ikke være rigtigt, at vi skal slå op. Det er jo os to, der skal være sammen. Det er det, vi har planlagt. Det er det, vi har øvet os på. Det er det, vi skal. Men vi er ikke lykkelige i det, vi er i nu',« fortæller hun.
Og beretter, hvordan hun og sangerindekæresten endte med at søge hjælp hos en parterapeut. Også selvom hun i første gang var skeptisk. Tænkte, at det var noget, »voksne gør«.
Beslutningen skulle vise sig at være god. Faktisk den bedste nogensinde.
»Jeg har meget let til tårer. Jeg begynder at græde med det samme, uden der er blevet sagt et ord. Man tænker jo: 'Hvor skal vi overhovedet starte med det her lange forhold?' Nogle gange ved man heller ikke, hvad man bliver uvenner over,« fortæller Sus Wilkins og tilføjer, at parterapeuten kunne et eller andet helt magisk.
At parret gik fra samtalen med fornyet håb – og kærlighed. En kærlighed, der altså inden længe cementerer sig i et ægteskab.
Sus Wilkins er meget ærlig om, at vejen dertil ikke har været uden bump. At terapien har været afgørende – og at hun ville ønske, at parret allerede tidligere havde sat sig i stolen hos en parterapeut.
Derfor anbefaler hun i podcasten også andre at gå samme vej. Og at tale højt om det.
Hun og Maria Jencel er enige om, at der er noget tabubelagt over at bede om hjælp. At man nærmest skal være helt derude, hvor man ikke kan bunde, før der er forståelse for det.
Men sådan skal det ikke være, slår Sus Wilkins fast:
»Lad os allesammen tale mere om, at det er i orden at gå i parterapi. Lad os snakke om det, der gør ondt. Det behøver ikke være så farligt. Det skal ikke være så tabubelagt.«
