Mads Mikkelsen er i spil til en kæmpestor Hollywood-rolle.

Ifølge internationale medier som Variety og Deadline er han i dialog med produktionsselskabet bag filmserien 'Fantastiske skabninger' om at overtage rollen som den onde troldmand Gellert Grindelwald fra Johnny Depp, der i sidste uge blev vraget.

Det skete i forbindelse med en retssag rettet mod den engelske avis The Sun, der havde udgivet en artikel om Depp og hans voldelige adfærd mod ekskonen Amber Heard.

Johnny Depp mente, at det var usandt, men han tabte retssagen og dermed også rollen i filmserien, der fungerer som en forløber til Harry Potter-universet.

Dermed er instruktøren David Yates på udkig efter en ny mand til posten, og medierne skriver, at den garvede danske skuespiller er instruktørens helt egen favorit.

Dialogen er i gang, men aftalen er ikke på plads endnu.

Selv om der kun var blevet indspillet en enkelt scene med Johnny Depp i Fantastiske Skabninger 3, så er filmen allerede blevet udskudt fra sin oprindelige udgivelsesdato i november 2021 til sommeren 2022. Der er derfor rigeligt med tid for Mads Mikkelsen til at indfinde sig i rollen, såfremt han rent faktisk overtager den.

Den 54-årige dansker har masser af erfaring som skurk. Blandt andet som Le Chiffre i Bond-filmen 'Casino Royale', Kaecilius i Marvel-filmen 'Doctor Strange' og som seriemorder i tv-serien 'Hannibal'.

I øjeblikket er han aktuel i den prisbelønnede film 'Druk' af Thomas Vinterberg.

B.T. har bedt Mads Mikkelsens agent, Ulrich Møller-Jørgensen, om at be- eller afkræfte rygterne, men han er endnu ikke vendt tilbage på vores henvendelser.