'Situationsfornemmelse. Du burde slå det ord op i ordbogen. Æv, hvor er det usmageligt, det du har gang i her.'

Sådan lød én af reaktionerne på det opslag, som influencer Mette Marie Lei Lange delte søndag aften.

Her skrev hun først om Christian Eriksens hjertestop under lørdagens kamp mod Finland, men opslaget udviklede sig hurtigt til en reklame for streamingtjenesten YouTv, der sender sommerens EM-kampe.

'Og hvordan er man er god WAG* (*wife and girlfriends til fodboldspillere (eller -fans)), så man på én gang støtter op om sin mands behov for at se EM i fodbold, mens man samtidig måske bare nogle gange selv hellere vil (gen-) se 'Dexter' på Paramount eller se 'Mare Of Easttown' på HBO? MM SVARER! Man giver ham @youtv.dk, som sikrer, at han kan se alle EM-kampe hele sommeren (OG Tour de France, skulle han være af den støbning)!' lød det blandt andet fra Mette Marie Lei Lange, inden hun opfordrede sine brugere til at swipe up og få en gratis måned med kanalen.

Det fik flere brugere til at kritisere influenceren i kraftige vendinger, før opslaget til sidst blev fjernet.

Screenshot af Mette Marie Lei Langes opslag, der nu er slettet. Foto: Instagram
Screenshot af Mette Marie Lei Langes opslag, der nu er slettet. Foto: Instagram
Vis mere

Nogle af kommentarerne lød således:

'Føj for satan at bruge en mands hjertestop til at promovere en eller anden ligegyldig reklame. Håber, du har en dårlig smag i munden, det burde du have.'

'Influencerkulturen er simpelthen så skrækkelig og ubarmhjertig.'

'Dagens what the fuck. Hvor er det helt igennem usympatisk.'

'Det er lige før, det her opslag er mere upassende end det, Mai Manniche lavede omkring Christian Eriksens hjertestop.'

Både på Instagram og til B.T. fortæller Mette Marie Lei Lange, at hun ikke havde intentioner om at støde nogen.

Opslaget var en del af et længere samarbejde, som hun har med YouTv, og ifølge influensen var det aftalt for længe siden, at hun søndag skulle dele et post om Danmarks deltagelse i EM.

»YouTv havde godkendt reklamedelen af mit opslag fredag, men ikke den del, der omhandlede hændelsen i Parken under et døgn tidligere. Derfor har jeg, i samråd med YouTv, valgt at slette reklameopslaget,« skriver hun til B.T.

Mette Marie Lei Langes forklarer, hvilke tanker der lå bag opslaget. Foto: Screenshot
Mette Marie Lei Langes forklarer, hvilke tanker der lå bag opslaget. Foto: Screenshot
Vis mere

YouTv virker heller ikke begejstret for opslaget.

»Vi har indgået et længere samarbejde med Mette Marie Lei Lange i forbindelse med EM, men har ikke godkendt eller kendt til den del af søndagens opslag på Instagram, der omhandlede hændelsen i Parken, inden det blev offentliggjort. Derfor har vi bedt Mette Marie Lei Lange slette opslaget, og det har hun gjort,« skriver de i et mailsvar til B.T.

Mette Marie Lei Lange uddyber overfor B.T., at årsagen til, at hun valgte at nævne episoden med Christian Eriksen i opslaget, var, at hun følte, at det var forkert ikke at nævne episoden, da den fyldte i alle.

»Jeg følte, at den bedste løsning var at italesætte hændelsen som det første og så det øvrige omhandlende reklamen bagefter. Jeg gjorde det for at vise hensyn – absolut ej det modsatte. Opslaget blev modtaget positivt af mine følgere på Instagram, som forstod min intention,« skriver influenceren, der dog senere blev opmærksom på, at ikke alle var enige i, at opslaget var okay.

»Det er jeg rigtigt ked af, og jeg tager selvfølgelig kritikken til efterretning,« skriver hun. Du kan læse hele Mette Marie Lei Langes svar i faktaboksen herunder.