De var uadskillelige. Hinandens bedste venner. Grinede og græd ved den andens skulder. Men da den ene fik det kvarte kongerige, fik den anden en nedtur.
»Jeg landede et virkelig mørkt sted,« som hun har sagt. Australske Amber Petty. Bedste veninde til Mary Donaldson, vores kronprinsesse.
'Skandaledronningen' blev også hun kaldt. Så blev der stille.
Det er 25 år siden, at de to mødtes tilfældigt.

Mary havde efter universitetet fået arbejde på et reklamebureau i Melbourne. I samme bygning, hvor Amber Petty var receptionist. Snart var de tætte, delte stort og småt i deres liv.
Få år senere havnede de begge i Sydney og fortsatte venskabet.
Amber Petty var da også den første, som Mary ringede til, da hun under OL i 2000 havde mødt en »sød fyr«. Som var Kronprinsen af Danmark.
Knap to år senere flyttede Mary til København. I en tid havde hun boet i Paris for at være tættere på Frederik – nu skulle hun helt tæt på. Og Amber skulle med på rejsen.

I portrætbogen 'Under bjælken' fortæller Amber Petty om deres roadtrip op gennem Europa.
»Vi havde nogle vidunderlige dage, vi lo og sang og så 'Thelma og Louise',« beskriver hun og fortæller, hvordan der under laget af løssluppen glæde også lå en tristhed, og at hun flere gange på turen var grædefærdig:
»Fordi jeg er ved at miste min bedste veninde.«
Den afsked blev et vendepunkt for Amber Petty, og da hun to år senere landede i København for at være brudepige til det store royale bryllup, befandt hun sig mentalt et helt andet sted.

På billederne fra det royale bryllup ser hun glad og smilende ud. Stolt og lykkelig, da hun sammen med Marys to søstre ivrigt rettede på brudekjolens lange slør, værdigt skridtende op gennem Vor Frue Kirke, mens millioner af tv-seere kiggede med.
Men inde bag facaden var alt krakeleret. Amber Petty var midt i en depression, havde et selvværd, der var banket helt i bund.
»Der stod jeg midt i denne store begivenhed, som alle kaldte et eventyr, og som var den mest utrolige kærlighedshistorie, og det forstærkede bare følelsen i mig af, at det aldrig ville overgå mig,« som Amber Petty for nylig fortalte til australske New Idea Magazine.
»Jeg mistede en stor kærlighed og vidste ikke, hvordan vores fremtid så ud. Det var et kæmpe tab og en stor afsked for mig. Det var der, min selvskade for alvor startede,« beskrev hun til et andet medie, 9Honey.
»Mit nervesystem brød sammen, mit drikkeri eskalerede, jeg var sammen med de forkerte mennesker,« uddybede hun.
Det blev indledningen til det, hun har kaldt »mine mørke år«. En negativ spiral, som blev forstærket af, at hun konstant læste negative kommentarer om sig selv i pressen. Om 'skandaledronningen'. Ti år varede de.

»'Du er forfærdelig, du er ikke er værdig til at være i nærheden af den pige eller familie,' sagde stemmerne i mit hoved.«
Men der skulle et giftigt kæresteforhold til, før Amber Petty begyndte at få bugt med de indre dæmoner. Og gå den spirituelle vej.
Den er hun gået på siden. Har åbnet en tarotkort-forretning, har egen podcast om spiritualitet og har for nylig udgivet sin selvbiografi, 'This Is Not a Love Song', som fortæller historien om hendes egen indre og ydre rejse.
Også den, hvor hun var medpassager på Marys eventyrlige rejse. Men kæmpede for sin egen.
Men hvor er de i dag? Som veninder?
Onde australske tunger påstår, at en kile er banket ned mellem de to engang så nære veninder og har været det længe. Af den simple grund, at Marys engang bedste veninde gennem årene har trukket for mange veksler på deres venskab og været for åbenmundet. I modsætning til de danske veninder, som færdes hjemmevant på de bonede gulve.
Men ikke meget peger på, at de har ret. Senest var Amber Petty gæst, da Kronprinsen fyldte 50 år i 2018, ligesom hun har været i Danmark til flere af Kronprinsparrets begivenheder og har mødtes med dem, når de såvel officielt som uofficielt har besøgt Australien.

På grund af coronarestriktionerne både her og i Australien er det uvist, om Amber Petty deltager i den private markering af Marys runde fødselsdag.
Så intet tyder altså på, at Mary har savet grenen til sin fortid over. Og selv skyder Amber Petty da også en pil igennem rygterne.
»Vi er stadig meget, meget tætte i dag, så jeg mistede hende ikke. Men jeg mistede det, som vi havde haft sammen, og jeg elskede det, som vi havde sammen. Vi var så tætte, og vi kunne tale om hvad som helst hvor som helst – og det blev taget fra mig,« siger Amber Petty, som aldrig selv har fundet den store kærlighed.