Den 56-årige amerikanske skuespiller Lori Loghlin er blevet løsladt efter at have siddet to måneder i fængsel.

Skuespilleren, der nok mest er kendt for at spille Rebecca Donaldson-Katsopolis i tv-serien 'Full House', sad inde for bestikkelse, da hun havde forsøgt at betale en halv million dollar (cirka tre millioner kroner) for at få sine to døtre ind på et college.

Lori Loghlins mand, modedesigneren Mossimo Giannulli, sidder stadig inde, da han fik en dom på fem måneders fængsel. Han forventes ude igen til april, skriver AP News.

Hollywood-parret indrømmede tilbage i maj, at de havde forsøgt at bestikke en medarbejder, der beskæftiger sig med optagelser på universiteter, til at få deres døtre på University og Southern Californias rohold – selv om ingen af de to piger ror.

Lori Loughlin.
Lori Loughlin. NINA PROMMER

Ud over fængselsstraf blev Lori Loghlin tildelt en bøde på cirka en million kroner, mens hendes mand skulle betale næsten det dobbelte.

Lori Loghlins yngste datter, Olivia Jade, udtalte sig tidligere på måneden om sine forældres forbrydelse i web-tv-talkshowet 'Red Table Talk':

»Vi har dummet os. Jeg vil bare gerne have en ny chance for at sige 'Vi dummede os, det erkender jeg'.«

 

Der er i alt 60 forældre, trænere mm. involveret i bestikkelsessagen, hvor folk er blevet dømt fra alt mellem et par ugers fængsel til ni måneder.

Lori Loghlin og hendes mand, Mossimo Giannulli, ved retten i Boston.
Lori Loghlin og hendes mand, Mossimo Giannulli, ved retten i Boston. JOSEPH PREZIOSO