Forfatter Helge Qvistorff er død i en alder af 82 år.

Det skriver TV 2 Nord. Forfatteren sov stille ind om eftermiddagen 8. april.

Selvom Qvistorff var født og opvokset i København, centrerede forfatterskabet sig især om Rold Skov og Nordjylland. En kærlighedsaffære, der tog form, da han i 1967 blev administrerende direktør på Rold Storkro.

Mere end 50 bøger kom der fra Helge Qvistorffs hånd, ligesom han også gjorde sig på tv-skærmen.

En bog om den navnkundige statsskovrider og spejderfører Jens Hvass, blev torsdag præsenteret på Rold Stor Kro. Jens Hvass var skovrider i Rold Skov i mere end 30 år. Her ses han (forrest) på en lille tur med forfatteren Helge Qvistorff. NORDFOTO1994
En bog om den navnkundige statsskovrider og spejderfører Jens Hvass, blev torsdag præsenteret på Rold Stor Kro. Jens Hvass var skovrider i Rold Skov i mere end 30 år. Her ses han (forrest) på en lille tur med forfatteren Helge Qvistorff. NORDFOTO1994 Foto: HENNING BAGGER
Vis mere

Han var vært på DR-programmet 'De danske skove', mens det på TV 2 blandt andet blev til serien 'Det ukendte Nordjylland'.

Udover at drive hotel og skrive bøger var Helge Qvistorff en ivrig akvarelmaler samt foredragsholder og guide på vandreture i Rold Skov.

I 2008 kunne han endda glæde sig over at få et træ, en 35 meter høj Douglas-gran opkaldt efter sig i sin elskede Rold Skov. En ære, der ikke tilfalder hvem som helst.

Således har selveste dronning Margrethe og hendes to søstre, Benedikte og Anne-Marie, også træer opkaldt efter sig i skoven.

»Jeg er så beæret og stolt, det er jo noget, der overgår ganske få – og så netop i denne skov som jeg elsker overalt på jorden,« sagde Helge Qvistorff ved den lejlighed til TV 2 Nord.