Nogle køber godser, andre bruger pengene på at få deres virksomheder til at vokse, og så er der dem, der hovedsageligt tænker på andre end sig selv.

Landets milliardærer har forøget deres formuer med 200 milliarder kroner det seneste år, viser en ny liste over Danmarks rigeste. Men der er stor forskel på, hvordan de bruger pengene.

Groft sagt kan man nemlig dele landets rigeste op i tre kategorier, forklarer Morten W. Langer, der er chefredaktør for Økonomisk Ugebrev.

Mediet har udgivet listen over Danmarks 100 rigeste, som tidligere gennem flere år er blevet udgivet af Berlingske og Børsen.

Vest for Aarhus ligger Constantinsborg, der er hjem for Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen og hans familie.
Vest for Aarhus ligger Constantinsborg, der er hjem for Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen og hans familie. Foto: Henning Bagger
Vis mere

1. Bruger pengene på deres virksomhed

Den første gruppe er de milliardærer, der måske ikke altid trækker så store udbytter ud af deres virksomheder, men som hovedsageligt geninvesterer indtjeningen i deres virksomhed og videreudvikler og måske køber op.

Her kan nævnes Anders Holch Povlsen, der ejer tøjimperiet Bestseller, som investerer mange penge i både sin egen og andre virksomheder. Blandt andet ejer han andele i onlinegigangten Zalando, Nemlig.com, Normal, Matas og det svenske betalingssystem Klarna.

Også Lego-ejerne, familien Kirk Kristiansen, Hummel-milliardæren Christian Stadil, der ejer Thornico, samt flere andre hører i denne kategori:

Christian Stadil fortæller selv, at han ynder at bruge en stor del af Thornicos indtjening på investeringer i virksomheden eller i nye opkøb.
Christian Stadil fortæller selv, at han ynder at bruge en stor del af Thornicos indtjening på investeringer i virksomheden eller i nye opkøb. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Det er med til at skabe noget dynamik og fremdrift og arbejdspladser. Og det giver os alle noget ekstra velfærd, for så bliver der også betalt mere i skat,« siger Morten W. Langer.

2. Bruger pengene på sig selv

Den anden gruppe milliardærer er dem, der er knap så udviklingsorienterede. De investerer måske i godser, golfbaner, biler eller heste. Nogle af købene er måske gode investeringer, men de giver ikke så meget tilbage til samfundet.

»De køber måske bare obligationer og aktier for deres penge og godser og gårde og golfbaner. Der er måske fem eller seks, der ejer golfbaner på listen over Danmarks 100 rigeste, så det er øjensynligt et stort gilde,« siger Morten W. Langer, der dog ikke ønsker at sætte navne på personer i denne gruppe.

Lars Seier har i mange år været fast mand på listen over Danmarks rigeste. Han ejer blandt andet et slot i Schweiz samt flere luksusbiler.
Lars Seier har i mange år været fast mand på listen over Danmarks rigeste. Han ejer blandt andet et slot i Schweiz samt flere luksusbiler. Foto: Silla Bakalus
Vis mere

Det er dog velkendt, at Lego-ejer Thomas Kirk Kristiansen gennem en årrække har brugt mere end 400 millioner kroner på luksus golfbane-projektet ‘Great Northern’ ved Kerteminde.

Også den afdøde dynekonge, Lars Larsen, havde investeret i flere golfbaner. Hans søn Jacob Brunsborg har nu overtaget forpligtelserne for Golf- og Feriecentret Himmerland, som han i 2020 skød 400 millioner kroner i.

En del af Danmarks rigeste har også købt godser. Legofamilien ejer godserne Julianelyst ved Hedensted samt Scheelenborg og Skovsbo ved Kerteminde, mens Anders Holch Povlsen ejer Constantinsborg vest for Aarhus. Dertil kommer milliardæren og udenlandsdanskeren Hans Michael Jebse, der de seneste år har opkøbt flere godser til sine børn.

Ifølge Michael W. Langer er det typisk industrifolk, der har tjent penge på salg af deres virksomheder, der investerer i landbrugsejendomme.

Danske milliardærer kan deles op i tre grupper. Den ene gruppe ynder at købe godser og golfbaner. Her ses den afdøde dynekonge Lars Larsen på en af sine golfbaner med kronprins Frederik og Thomas Bjørn som gæster.
Danske milliardærer kan deles op i tre grupper. Den ene gruppe ynder at købe godser og golfbaner. Her ses den afdøde dynekonge Lars Larsen på en af sine golfbaner med kronprins Frederik og Thomas Bjørn som gæster. Foto: Henning Bagger
Vis mere

3. Gør noget godt for andre

Den tredje gruppe milliardærer er dem, der bruger en del af deres formue på at gøre noget godt for andre.

Denne gruppe er ved at være stor i USA, hvor den er stærkt inspireret af Microsoft-stifter Bill Gates, Facebook-skaber Marc Zuckerberg samt investeringsikonet Warren Buffett, der alle har tilkendegivet, at de vil donere størstedelen af deres formuer til velgørenhed.

Trenden fra USA er begyndt at vise sig i Danmark – blandt andre hos Pandora-milliardæren Winnie Liljeborg, der i stor stil har støttet julemærkehjemmene.

»Denne gruppe engagerer sig i at gøre noget godt for samfundet, som ikke bare ligger op ad det, de selv arbejder med,« forklarer Morten W. Langer.

Julianelyst Gods ved Østbirk uden for Horsens er et af Lego-familiens godser. Godset er ejet af Agnete Kirk Thinggaard, der blandt andet har lavet et professionelt hestested på stedet, hvor hun kan træne sine dressurheste.
Julianelyst Gods ved Østbirk uden for Horsens er et af Lego-familiens godser. Godset er ejet af Agnete Kirk Thinggaard, der blandt andet har lavet et professionelt hestested på stedet, hvor hun kan træne sine dressurheste. Foto: Claus Fisker
Vis mere