Gry Jexens bog bliver revet ned fra hylderne: 'Vi bliver nødt til at italesætte kønsskævvridningen'

Niels Bohr, Grundtvig og H.C. Andersen. Alle mænd, du formentlig kender fra historiebøgerne. Men siger navnene Karin Michaëlis, Henny Tscherning og Erna Juel-Hansen dig noget?

Måske ikke. Men det vil Gry Jexen ændre på, og alt tyder på, at hun har ramt et hul i markedet. I hvert fald bliver hendes bog 'Kvinde kend din historie' revet ned af hylderne.

Hendes bog udkom i maj, og efter blot tre dage var første oplag udsolgt. Og så andet oplag. Tredje, som ikke er udkommet endnu, er også tæt på.

Og dét er kommet bag på forfatteren.

»Det har virkelig, virkelig overrasket mig, hvor stor efterspørgsel der har været på bogen.«

»Jeg bliver bare bekræftet i, at folk er interesseret. Og at der er et behov derude, som vi bør lytte til som fagfolk.«

Gry Jexen er uddannet historiker fra Roskilde Universitet, og hendes bog beskriver med historisk afsæt 50 danske kvinder liv og leve.

»Det, jeg laver, er et bidrag til noget, jeg håber bliver en større diskussion i historiefaget.«

»Vi bliver nødt til at italesætte den kønsskævvridning, der er i historiebøgerne. Vi skal have ændret vores tankegang omkring, hvad der skal til, før at vi får en – poppet sagt – mere ligestillet historie.«

Ved at kaste et blik 500 år bagud i historien forsøger Gry Jexen at fremhæve, hvordan kvinder også har haft en del at sige, hvis man ser på det samfund, vi har i dag.

Noget, vi i en vis grad hidtil har manglet, forklarer hun:

»Problemet med historie i det hele taget – vores kollektive erindring – er, at i flere, flere hundrede år er historien blevet skrevet af mænd, om mænd og også til mænd. Så mænd i vores samfund ser sig selv repræsenteret, uanset hvor de kigger hen – om det er statuer, om det er i historiebøgerne eller i udstillingerne på museerne.«

Gry Jexen foran statuen af Natalie Zahle, som som var forkæmper for kvinders ret til uddannelse. Nathalie Zahle er den første kvinde i Danmark, som har fået rejst en statue i kraft af sit virke og ikke en titel. Statuen står i Ørstedsparken.
Gry Jexen foran statuen af Natalie Zahle, som som var forkæmper for kvinders ret til uddannelse. Nathalie Zahle er den første kvinde i Danmark, som har fået rejst en statue i kraft af sit virke og ikke en titel. Statuen står i Ørstedsparken. Foto: Mathias Svold
Vis mere

»Det, jeg siger, er, at vi skal bruge historien på en anden måde. Historie er også det levede liv. Menneskers levede liv er det, vi er formede af.«

»Og der kan vi ikke ignorere, at kvinder udgør den halve verdensbefolkning. Derfor skal vi begynde aktivt at skrive kvinderne ind i historien.«

Bogen er ikke Gry Jexens første bidrag til fortællingen om dansk kvindehistorie. Hun har siden 2019 haft en podcast, der deler navn med bogen.

Hun har ligeledes en Instagram-profil af samme navn, og det var da også her, det hele begyndte i 2018. I dag har profilen flere end 53.000 følgere.

Netop Instagram-profilen, mener Bog og Idé, som i øjeblikket melder udsolgt på bogen online, har betydning for den store interesse i bogen.

»'Kvinde kend din historie' har helt forståeligt været en efterspurgt titel særligt i vores fysiske butikker, hvilket også understreges af, at den p.t. er udsolgt hos forlaget,« lyder det fra administrerende direktør Marianne Lyngby Pedersen, der fortsætter:

»Salget er ikke stukket af endnu, men bogen ligger på vores bestsellerliste over biografier og har helt sikkert potentiale til at klare sig rigtig flot, når den bliver tilgængelig igen. Ikke mindst takket være den store opmærksomhed, Gry Jexen har formået at skabe omkring det både historiske og højaktuelle tema på blandt andet Instagram.«

Gry Jexen planlægger ikke at begrænse sig til en Instagram-profil, en podcast og en bog. Hun har flere projekter i støbeskeen. Projekter, hun for nuværende dog ikke kan sige noget om. Sikkert er det dog, at hun vil fortsætte med at fortælle kvindernes historie.

Og meget tyder på, at folk af alle køn og aldre er interesserede i at høre den.

»Jeg er overrasket over bredden i målgruppen. Jeg har lige fået en mail fra en mand på 80. Dagen efter fik jeg en mail fra en pige på 16. Det er vidunderligt,« fortæller hun.

»At kunne samles over sådan noget på tværs af generationer er fantastisk.«