Grådkvalt vært brød tabu i live radio: 'Jeg følte, at jeg var en dårlig kvinde'

»Det er noget af det sværeste radio, jeg nogensinde lavet,« konstaterer Maria Josefine Konstantin Madsen over for B.T.

De fleste kender hende nok fra 'P3 Morgen', hvor hun under navnet 'JoJo' dagligt giver lytterne noget at stå op til. Men onsdag var langtfra som enhver anden morgen.

Hun var nervøs, før de gik i æteren. Og da de var live, græd hun, mens hun forsøgte at bryde et tabu.

»I fredags finder vi ud af, at det ikke blev til en graviditet. Det er jo ikke sådan skidesjovt. Det er faktisk sindssygt hårdt at være i. Det er også lidt vildt at sige det i radioen. Men det er vigtigt at tale om,« sagde hun.

'JoJo' og kæresten er ufrivilligt barnløse – og midt på en rejse fyldt med sprøjter, undersøgelser, hormoner og PMS-lignende tilstande for at få deres drøm om at blive forældre opfyldt.

Deres fortælling er langtfra lige så simpel som den om blomsten og bien. Den er brutalt frustrerende, fyldt med ensomhed og tømt for overskud.

Alligevel har den 33-årige radiovært besluttet sig for at vise overskud. Og tale højt.

»Vi har været meget i tvivl om, hvorvidt vi skulle dele det. Men vi opdagede undervejs, at det var nødvendigt, fordi processen er så hård – både følelsesmæssigt og fysisk,« fortæller hun til B.T. og fortsætter:

»Og så opdagede vi, at når vi åbnede op over for familie, venner, kollegaer, chefer og tilfældige, der spurgte, tog det meget af trykket indeni.«

Hun og den jævnaldrende Nicolai har været kærester i tre år. For halvandet års tid siden besluttede de sig for at få et barn.

»Vi havde en tanke om, at vi bare skulle lade være med at beskytte os, og så næste gang, jeg skulle have menstruation, ville den udeblive. Jeg har aldrig tænkt, det kunne være anderledes,« erkender radioværten.

Men hendes menstruation kom. Måned efter måned. De begyndte at blive desperate. Ribbede apoteket for graviditets- og ægløsningstest. Skemalagde deres sexliv. Intet skete.

Efter et år var de berettiget til fertilitetsbehandling. De blev begge undersøgt hos lægen, der konkluderede, at de havde gode chancer. Og så blev de smidt i kassen med ufrivilligt barnløse og startede behandlingen.

»Man kan hurtigt blive ensom i det og føle sig alene, men når man kigger på tallene, er man jo ikke alene,« fortæller 'JoJo' om beskeden fra lægen.

'JoJo' fik sin første insemination for et halvt år siden. Blev ikke gravid. Så fik hun nummer to, men den anden streg på graviditetstesten udeblev fortsat. Heller ikke ved tredje forsøg lykkedes det.

»I behandlingen starter man med fornyet håb. Så går der tre inseminationer. Så bliver man modløs igen. Og så finder man ud af, at der er sindssygt lang ventetid på IVF-behandling.«

IVF-behandling foregår således, at kvindens æg tages ud, befrugtes og sættes op igen. 'JoJo' og kæresten fik at vide, at de skulle vente otte måneder, før de kunne få tilbudt behandlingen.

Så længe kunne hun ikke vente, så de begyndte at gå på en privat klinik.

»Hvis jeg skulle vente, ville jeg være i fare for at få det rigtig skidt. Blive ked af det og isolere mig,« fortæller hun om følelserne, der er forbundet med at være i fertilitetsbehandling.

»Jeg følte, at jeg var en dårlig kvinde. At jeg ikke fungerede. Det er enormt frustrerende ikke at vide, hvad det er, der ikke fungerer.«

Frustrationen har parret talt højt om. Med hinanden og andre.

»Nogle dage fungerer det godt. Men der er helt ærligt også dage, hvor det ikke fungerer. Hvor jeg bare ligger i min seng og ikke laver noget.«

»Og så prøver jeg at finde andres historier.«

'JoJo' fortæller, at hun har brugt timevis på at lede efter de gode historier. Dem med den lykkelige slutninger.

De gode historier er derude. Men de er ikke mange. Og slet ikke fra dem, der står midt i fortællingen. Det er derfor, 'JoJo' fortæller sin.

En historie, hvis seneste kapitel beskriver, hvordan første forsøg med IFV-behandling altså ikke var en succes.

Det var det, hun indledte med i onsdagens udsendelse.

»Min stemme knækkede flere gange, og jeg kom til at græde. Det er så tæt på, men det hjælper at være ærlig. Det er bare svært at tale om.«

»Det er ekstremt tabubelagt, fordi man sidder med en følelse af, at man selv er skyld i det.«

Noget andet, der gør det svært, er tanken om, at det ikke kommer til at lykkes.

»Hvis man en dag er nødt til at opgive, er det nemmere, hvis man ikke har delt det. Så skal man ikke være den, andre har ondt af. Den, det ikke lykkedes for.«

»Men for mig ville det være en stor sorg ikke at få børn. Så jeg er nødt til at dele.«

Responsen har været overvældende, fortæller hun. Hun er blevet bombarderet med beskeder.

Fra fremmede, der står med samme udfordringer. Fra venner og kollegaer, der bakker op om vigtigheden i at tale højt om dem. Og fra dem, der giver råd om at holde fast. I hverdagen og i troen.

Troen har parret. De er trods fredagens kedelige nyheder oppe på hesten igen. Klar til næste behandling. Radioværten er ved godt mod. Og glad for, at hun taler højt om rejsen.

»Jeg håber, jeg fortsætter med at have følelsen af, at det bliver nemmere at gå med og være i. Det kan godt være, at andre ikke oplever det samme, men jeg føler mig ikke længere så alene.«