Den svenske klimaaktivist Greta Thunberg går i rette med den amerikanske præsident.
»Begynd at behandle klimakrisen som en krise,« lyder hendes hilsen til Joe Biden.
I et tv-interview med den amerikanske tv-kanal MSNBC langede den 18-årige søndag aften ud efter Joe Biden. Det skriver New York Post.
Under interviewet blev den 18-årige Thunberg bedt om at give karakterer for Joe Bidens håndtering af klimaforandringerne.

I første omgang forsøgte hun at undgå spørgsmålet ved at sige:
»Jeg er bare en teenager, så jeg er ikke – jeg har ikke mandat til ligesom at give karakterer. Min mening betyder ikke noget,« sagde hun.
Men fortsættelsen viste, at selvom hun ikke synes, at hun har ret til at have en mening, så har hun en:
»Du skulle hellere se på videnskaben, og hvorvidt hans politik er på linje med Parisaftalen og holder sig under 1,5 eller bare på 2 grader celsius. Så ville du tydeligt se, at nej, den er ikke nær på linje med videnskaben. Det er ikke mig, der siger det. Det står sort på hvidt – og er fakta,« sagde Greta Thunberg.

Thunberg støttede Joe Biden under den amerikanske præsidentvalgkamp, men hun er ikke imponeret over, hvordan han er kommet fra start, når det handler om klimaudfordringerne.
På sin første dag som præsident valgte Joe Biden ellers, at USA igen skulle tilslutte sig Parisaftalen. I aftalen har alverdens lande i fællesskab sat mål for, hvordan de vil begrænse den globale opvarmning.
»Vi vil bekæmpe klimaforandringerne på en måde, som vi ikke har gjort hidtil,« lovede den 78-årige præsident, dengang. Men Greta Thunberg er altså ikke imponeret.
Hun opfordrer derfor den amerikanske præsident til at begynde at behandle klimakrise som en reel krise.
»Hvordan kan du forvente støtte og pres fra vælgerne, hvis ikke du behandler krisen som en krise. Hvis klimakrisen ikke eksisterer, hvordan kan vi så forvente, at folk skal kræve klimaforandringer,« sagde Thunberg og gik bredt i rette med politikere, der behandler klimaproblemerne som alle andre politiske udfordringer.
Fra Greta Thunberg lyder opfordringen til Joe Biden, at han skal fortælle det amerikanske folk præcis, hvor skidt det står til med klimaet.
»Hvis folk ikke er opmærksomme på den krise, vi står over for, vil de selvfølgelig ikke lægge pres på de valgte ledere,« sagde hun.