»Vi har haft for lidt tid til og mulighed for at få en fælles hverdag, pleje kærligheden og leve i et nogenlunde normalt ægteskab.«

Således lød den offentlige begrundelse for afslutningen på fem års forhold mellem den 45-årige Nye Borgerlige-formand Pernille Vermund og den 64-årige mangemillionær-iværksætter Lars Tvede.

Coronarestriktionerne gjorde det heller ikke nemmere for langdistanceparret, da Lars Tvede lever et internationalt liv med base i Schweiz som selvstændig, forfatter og far til to voksne døtre, mens partilederen Pernille Vermund bor i Danmark med sine tre sønner, 10-årige Storm, 15-årige Bjørn og 17-årige Viggo.

Men at tiden fysisk sammen generelt har været knap, har alle deres forholds fem år vidnet om.

Eksempelvis foregik frieriet over telefonen, hvorefter Pernille Vermund selv gik til en guldsmed og fik lavet sig en ring.

Lørdag eftermiddag 11. maj 2019 gav Vermund og Tvede så hinanden deres ja i Egebæksvang Kirke i Pernilles hjemby, Espergærde. Midt i valgkampen, der fik Nye Borgerlige i Folketinget med fire mandater.

Så bryllupsrejse blev der ikke noget af.

Og heller aldrig en fælles adresse.

Pernille Vermund og Lars Tvede på CBS, hvor han holdte foredrag for de studerende.
Pernille Vermund og Lars Tvede på CBS, hvor han holdte foredrag for de studerende. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»Vi bliver boende hver for sig. Jeg tror, det er derfor, det virker så godt for os. Det er helt optimalt, at vi har en fantastisk tid, når vi er sammen. Og så har vi også tid hver for sig, hvor vi har tid til at arbejde,« fortalte Pernille Vermund dengang til Ekstra Bladet.

Men samtidig var distancen også 'krævende', som parret selv beskrev i offentliggørelsen af bruddet.

Ikke mindst tillidskrævende.

»Vi har begge en enormt travl hverdag og svært ved at smalltalke i lang tid i telefon, men vi er heldigvis meget ens på det punkt,« fortalte Pernille Vermund sidste jul til Her & Nu.

»Det kræver sindssygt meget tillid at have et langdistanceforhold, og det har vi heldigvis. Jeg kan godt være lidt mere, ikke jaloux, men opmærksom og vaks end Lars, men der er jeg heldig med Lars, for han er ret konservativ og ordentlig, hvad det angår.«

Politisk var Lars Tvede og Pernille Vermund dog ikke langt fra hinanden. Lars Tvede har talt ved flere lejligheder for partiet og dets erhvervsklub Frihed&Velstand, men aldrig støttet nogen af delene økonomisk.

»Pernille har tidligt sagt, at hun ville være meget ked af, hvis der var penge imellem os. For så ville hun og jeg gå med en tvivl om, hvad det her forhold egentlig drejer sig om,« forklarede Lars Tvede til Politiken.

I sine mange bøger om blandt andet økonomi, entreprenørskab og børshandel har mangemillionæren fremlagt sine gennemgående holdninger om, at et velfungerende samfund ifølge ham er privatiseret, decentraliseret og lavt beskattet.

»Det er blandt andet derfor, jeg bor i Schweiz, hvor mine børn jo også er vokset op, og jeg har opbygget min karriere og har de fleste venner. Dette er et utrolig decentralt samfund, hvor individet sættes over systemet. Det er frit, trygt og velfungerende og rigt. Og så kan man stå på ski.«

Men afstanden mellem netop Schweiz og Vermunds Danmark blev for lang. Og for nu fortsætter Lars Tvede og Pernille Vermunds travle liv hver for sig, som venner i stedet for ægtefolk.